De har gået i klasse sammen. De har gået på jordbærrov sammen. De har rejst sammen. Og så har deres mænd været gode venner.

I mere end 70 år har Camilla Castenskiold været nær veninde med dronning Margrethe. Først som klassekammerat, siden som hofdame. Det har budt på et særligt kendskab til landets majestæt.

»Dronningen er altid meget opmærksom. Hun er et begavet menneske, der er hensynsfuld over for andre. Hun er kvik og morsom i replikken, så det er faktisk spændende at være sammen med Dronningen,« fortæller Camilla Castenskiold, der selv fylder 80 år blot otte dage før Dronningen.

Det stod aldrig skrevet i kortene, at Camilla Castenskiold skulle være hofdame for sin veninde. Det var bare noget, der skete.

Camilla Castenskiold (tv) har været hofdame for Dronning Margrethe.
Camilla Castenskiold (tv) har været hofdame for Dronning Margrethe. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Der var en afgående hofdame, der ringede og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive hofdame. Og det havde jeg ærlig talt ikke tænkt på, at jeg skulle. Det kom helt bag på mig. Men det blev jeg så. Og det var en rigtig morsom oplevelse i 11 år,« fortæller Camilla Castenskiold, der var hofdame fra år 2000 til 2011.

Hun lærte allerede den dengang unge prinsesse Margrethe at kende, da de begge var skoleelever på privatskole N. Zahles Skole i København.

Camilla Castenskiold husker stadig dagen, hvor prinsesse Margrethe begydte i tredje klasse:

»Vi fik at vide, at hun ville komme, og hvad vi skulle kalde hende. Hun hed jo dengang prinsesse Margrethe, og det tænkte vi jo aldrig over. Det blev ligesom navnet på hende,« siger hun og fortæller, at prinsessen hurtigt faldt til i klassen, og at de blev gode venner.

Camilla Castenskiold (tv) er ikke længere hofdame, men har fået titlen kammerdame. Derfor er hun blandt andet med ved ambassadørmodtagelser.
Camilla Castenskiold (tv) er ikke længere hofdame, men har fået titlen kammerdame. Derfor er hun blandt andet med ved ambassadørmodtagelser. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hun husker særligt én bestemt dag - nemlig den dag i 1953, hvor prinsesse Margrethe blev tronfølger:

»Dronningen var der ikke den dag - for hun var jo på Christiansborg med sin far. Men vi sad i skolens store festsal og hørte, da det blev meddelt, at tronfølgeloven var gået igennem. Det husker jeg så tydeligt, så tydeligt. Pludselig gik det op for mig: ‘Nå, ja, det er jo det, hun skal',« siger hun.

Venskabet resulterede i, at Camilla Castenskiold flere gange kom på besøg hjemme hos prinsesse Margrethe, hvor hun mødte Frederik IX og dronning Ingrid.

Under en frokost på slottet var Frederik IX en dag 'vanvittigt morsom', da han fortalte om, hvad han havde oplevet.

Camilla Castenskiold lærte Dronningen at kende, da de begge to gik på N. Zahles skole. På billedet fra 1951 ses dronning Margrethe på anden række til venstre.
Camilla Castenskiold lærte Dronningen at kende, da de begge to gik på N. Zahles skole. På billedet fra 1951 ses dronning Margrethe på anden række til venstre. Foto: Allan Moe
Vis mere

»Og da tænker jeg sådan ind imellem, at Dronningen måske har arvet noget af det. Hun er morsom og kvik i replikken. Man skal ikke vove sig for langt ud, hvis ikke man er på sikker grund.«, siger Camille Castenskiold.

Selv om klassekammeraterne hurtigt blev fortrolige med at have en prinsesse i klassen, så tænkte man alligevel en ekstra gang over det, når man blev inviteret med hjem på slottet.

»Ja, det gjorde man. Det var jo stort og anderledes. Vi var jo også af og til på Fredensborg Slot nogle stykker og boede der. Og det var også rigtig sjovt. Det var jo vidunderligt sted at være, for der var jo den der kæmpe park,« siger hun.

Hun husker en bestemt episode, hvor hun sammen med prinsesse Margrethe havde været på jordbærrov i drivhuset på Fredensborg.

Camilla Castenskiold har kendt dronning Margrethe i mere end 70 år og har i 11 år været hofdame.
Camilla Castenskiold har kendt dronning Margrethe i mere end 70 år og har i 11 år været hofdame. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Om aftenen, da vi skulle have middag og kom til desserten, så sagde dronning Ingrid lige så spidst: 'Ja, vi skulle jo have haft jordbær til middag, men der var pludselig ikke flere tilbage'. Der var vi flove,« husker hun.

Da Camilla Castenskiold var i begyndelsen af 20’erne, giftede hun sig med godsjeren Claus Christian Castenskiold, der ejede Hørbygaard Gods nord for Holbæk.

Hendes mand og prins Henrik blev gode venner, og det gav god grobund for et fortsat tæt venskab med Dronningen.

»Ja, vi havde det held, at vores mænd kunne lide hinanden, så de har rejst meget sammen og har haft det godt sammen,« siger Camilla Castenskiold, der i dag er enke - ligesom Dronningen. Claus Castenskiold gik bort i marts 2019.

I 1954 blev der opført 'Aladdin' på N. Zahles skole. Prinsesse Margrethe spillede prinsesse Gulnare i opførelsen.
I 1954 blev der opført 'Aladdin' på N. Zahles skole. Prinsesse Margrethe spillede prinsesse Gulnare i opførelsen. Foto: Poul Petersen
Vis mere

Men ligesom sin mand fik hun også en del rejseoplevelser med prins Henrik og Dronningen. En hofdame følger nemlig Dronningen alle steder.

»Hofdamerne var også sammen med Dronningen og dengang prins Henrik, når de var på ferie, og der kunne man have det rigtig morsomt - også med nogle gode diskussioner,« siger hun.

Der var dog også mange andre gøremål som hofdame:

»Man laver alt muligt. Man besvarer breve, og man er med Dronningen, når hun skal ud. Og man organiserer, hvis der er noget, Dronningen gerne vil til. Man er sammen med Dronningen og hjælper hende med hvad, hun gerne vil have, man skal gøre,« siger Camilla Castenskiold.

Dronning Margrethe har typisk fire hofdamer ad gangen, der hver tager en sæson. Her ses Dronning Margrethe med sin hofdame Ane VIbeke Foss, da hun var på marked nær slottet Chateau de Cayx. Det var hofdamen, der betalte for de kongelige indkøb.
Dronning Margrethe har typisk fire hofdamer ad gangen, der hver tager en sæson. Her ses Dronning Margrethe med sin hofdame Ane VIbeke Foss, da hun var på marked nær slottet Chateau de Cayx. Det var hofdamen, der betalte for de kongelige indkøb. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere