Camilla af Rosenborg sygemeldt efter fald: 'En smertefuld omgang'
Et fald i hjemmet har holdt den tidligere komtesse hjemme fra arbejde det sidste lange stykke tid.

Et fald i hjemmet har holdt den tidligere komtesse hjemme fra arbejde det sidste lange stykke tid.

Kong Frederiks grandkusine er i øjeblikket sat helt ud af spillet på arbejdsfronten.
Camilla af Rosenborg døjer således med konstante smerter og har sygemeldt sig i en længere periode efter et fald i sit hjem.
Det fortæller hun til Billed-Bladet.
»Det har været en smertefuld omgang. Der er en konstant smerte, en niven, men det bliver nok bedre med tiden,« fortæller hun til ugebladet.
Hun forklarer, at hun sammen med sin mand Ivan Ottesen havde planer om en hyggelig fredag aften uden børn derhjemme, da hun på vej op ad trappen missede et trin og snublede med to kebabber i hænderne.
Der lød ifølge hende selv et højt knæk, og det viste sig, at hun havde brækket sin venstre hånd to steder.
Senere er hun blevet opereret og har sygemeldt sig i tre måneder.
Selvom Camilla af Rosenborg blev skilt for over et årti siden og altså har fundet sig en ny mand at dele livet med, så har hun stadig sin eksmand meget tæt inde på livet.
Hun og Ivan Ottesen deler nemlig parrets nuværende hus med hendes eksmand, Mikael Rosanes – læs mere om det HER.