Den 43-årige komtesse Camilla af Rosenborg skal skilles fra sin mand Mikael Rosanes efter 25 års ægteskab.

Det fortæller sidstnævnte til Billed-Bladet onsdag.

»Der har ikke været en dag, hvor vi ikke har arbejdet sammen eller i det mindste talt med hinanden flere gange over telefonen, men nu kappes ”navlestrengen”, og vi går hver til sit,« siger Mikael Rosanes til Billed-Bladet.

Sammen har Camilla af Rosenborg og Mikael Rosanes fire børn. Anastasia, 18, Ludwig, 16, Leopold, 11, og Theodor, 8.

I februar 2015 blev Camilla af Rosenborgs tvillingesøster Josephine skilt fra sin mand efter 16 års ægteskab.

De senere år har været nogle turbulente af slagsen. I maj 2013 mistede søstrene deres far, greve Christian af Rosenborg, der døde af kræft. Og i begyndelsen af januar 2014 døde også søstrenes mor, Anne Dorte af Rosenborg, af kræft.