De mødte hinanden på en datingapp - og nu er de blevet gift.

Lørdag eftermiddag gav Camilla af Rosenborg og hendes kæreste - Ivan Ottesen - deres 'ja' til hinanden i en storslået vielse i Lyngby Kirke. Det skriver Billed-Bladet.

Det var den tidligere komtesses ældste søn, Ludwig, der førte hende op ad kirkegulvet.

»Det var fantastisk,« fortæller Camilla af Rosenborg, der er grandkusine til Kronprins Frederik og Prins Joachim, om brylluppet til ugebladet.

ARKIVFOTO af Camilla af Rosenborg med sin tidligere ægtemand, Mikael Rosanes.
ARKIVFOTO af Camilla af Rosenborg med sin tidligere ægtemand, Mikael Rosanes. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Efter vielsen, hvor entertaineren Amin Jensen blandt andet sang Luciano Pavarottis 'Nessun Dorma', fulgtes det nygifte par sammen med venner og familie hen til Camillas forældres - grev Christian og grevinde Anne Dortes - gravsted, hvor der 'helt i fars og mors ånd' blev serveret øl og hvidvin, mens der også blev lagt en krans på stedet.

Det var i april i år, at Ivan Ottesen, der arbejder som kok, faldt på knæ for sin udkårne lige foran Kronborg under en udflugt og friede til hende. De to havde mødt hinanden på datingappen Tinder året forinden.

»Jeg så bare hans billede og tænkte: 'Ham der...' Jeg lukkede profilen dagen efter, men Ivan beholdt jeg,« fortalte Camilla sidste år til Billed-Bladet.

Førhen havde hun titlen komtesse, men den mistede hun, da hun giftede sig borgerligt med Mikael Rosanes, som hun mødte, da hun var blot 18 år gammel, og han 38 år. De blev skilt i 2016 efter 25 års ægteskab. Sammen fik de fire børn - Anastasia, Ludwig, Leopold, og Theodor.