Nok er køretøjet af 24 karat guld, men den karettur, som dronning Margrethe snart drager på gennem de københavnske gader bliver alt andet end glamourøs.

Som et led i Dronningens store nytårskur tager hun og prinsgemalen traditionenen tro snart turen i karet fra Amalienborg til Christiansborg Slot. Men Kongens København tager sig alt andet end køn ud i dag.

Et er den sne, sjap og is, som kareten skal forcere. Noget andet er de betonklodser, stilladser og afskærmninger, som regentparret tvinges til at defiliere forbi. Metrobyggeri har forvandlet det ellers smukke Kongens Nytorv til et ukendeligt byggerod, og den vanlige rute forbi Marmorkirken må helt droppes på grund af vejafspærringer.

Den hundrede år gamle karet og eskorten med de 45 gardehusarer forventes at ankomme til Christiansborg Slot 9.25. Her tager Margrethe og Henrik imod officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen samt repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner.

Som under gårsdagens nytårskur gør Kronprinsen igen sine forældre selskab, men igen bliver det uden sin højgravide hustru. Hvis alt går efter planen, kan regentparret cirka fire timer senere sætte sig i kareten igen. Og slumre under den uglamourøse rute retur til de kongelige gemakker.