Lørdag blev kvindernes kampdag markeret over hele landet. Også Kongehuset markerede dagen, da dronning Mary delte et opslag på Instagram.
Et opslag, der markerer et modigt men nødvendigt valg - og siger en hel del om, hvilken type dronning Mary ønsker at være.
‘På denne Kvindernes Kampdag tænker jeg på de mange kvinder, der har haft betydning i mit liv og på kvindeliv generelt,’ skrev dronning Mary.
‘I en tid med forandringer og udfordringer giver det ekstra god mening at huske de sejre, der er opnået og holde fast i de drømme, der stadig venter på at blive virkeliggjort,’ fortsatte hun.
Som kronprinsesse satte Mary i flere år fokus på netop kvindernes kampdag - og nu står det altså klart, at hun gerne vil videreføre et af de fokusområder, hun havde som kronprinsesse - nemlig kvinder og kvinders rettigheder.
Kong Frederik markerede også allerede sidste år i bogen ‘Kongeord’, at klima og grøn omstilling ville fortsætte som hans mærkesag, selvom han bevægede sig fra kronprins til kongetitel.
Vi ser altså en kongepar, der ikke er bange for at videreføre deres dagsordener - også selvom de lugter af politik.
Og her kommer vi så til den svære, men vigtige balancegang. For modsat dronning Margrethe, har kongeparret altså nogle mærkesager, der i højere grad kan dele danskerne.
Det er ikke alle, der synes, at grøn omstilling er noget, der skal fokuseres på og investeres i. Og på samme måde er det også langtfra alle danskere, der synes, at det er nødvendigt at markere kvindernes kampdag og tale om ligestilling.
Kongehuset har haft en massiv opbakning fra danskerne, og spørgsmålet er, om det vil blive ved, hvis man fokuserer på mærkesager, der lugter lidt af politik.
Vi så eksempelvis i 2020, hvordan daværende kronprinsesse Mary fik kritik for at være politisk, da hun var hovedtaler ved Copenhagen Pride.
Kongehuset gør med andre ord sig selv mere sårbar ved at fokusere på de her dagsordner, men samtidig kan man også spørge, om de egentlig har noget valg? Den barske sandhed er jo, at det er blandt den yngre del af befolkningen, at opbakningen til monarkiet er mindst.
Dronning Margrethe har gjort Kongehuset enormt populært på sin måde, og det nye kongepar har selvfølgelig både til opgave at bevare en popularitet blandt befolkningen - men også at gøre Kongehuset relevant for nye generationer.
Derfor tager dronning Mary også et helt rigtigt og moderne valg, når hun fortsætter linjen fra sin tid som kronprinsesse.
Det ville være nemmere at lade være, holde sig fra alt, der kunne beskyldes for at være politisk, men i sin tid som kronprinsesse viste Mary netop, at man godt kan markere sig og rykke ved noget uden at gå for langt.
Balancegangen er altafgørende, og den mestrer hun.
Det er modigt - men også nødvendigt, hvis Kongehuset skal udvikle sig.