Det overraskede de fleste, da 14-årige prinsesse Josephine mandag under Royal Run valgte at løbe ikke et, ikke to - men hele tre løb i løbet af dagen og således kom op på hele 16,6 kilometer, ligesom sin far.
Danskernes reaktioner er da heller ikke til at tage fejl af, og prinsesse Josephine må nu i den grad siges at have fået sit folkelige gennembrud.
'Jeg er så imponeret over Josephine, hvor er hun bare sej,’ lød det blandt andet fra læseren Marie i B.T.’s Royal Run-liveblog.
'Jeg er dobbelt så gammel som Josephine, men jeg vil være lige så badass som hende, når jeg bliver stor!' lød det fra læseren Simone.

'Kæmpekæmpekæmpe respekt til Josephine! Hvor er hun sej!' skrev Julie.
På Kongehusets egne sociale medier er reaktionerne de samme. Stor respekt og beundring for prinsesse Josephines præstation.
Efter prinsesse Josephines tur på fem kilometer mandag formiddag, delte Kongehuset et billede på Instagram af prinsessen, som for første gang ‘udtalte sig’ på platformen med den korte sætning:
‘Jeg tog også lige en 5’er’.
Opslaget er i skrivende stund det mest kommenterede af alle Kongehusets opslag fra Royal Run med 545 kommentarer.
Mange bemærker også det, vi alle så på live tv. Hvordan prinsessen sled sig over målstregen og havde svært ved at holde tårerne tilbage.
Hun blev taget imod af resten af familien og ført væk fra kameraerne - fuldt forståeligt.
Mange i Kongehusets kommentarspor hylder prinsessen for netop at kæmpe og gennemføre, selvom det tydeligvis ikke var let.
‘At tage alle 3 løb og løbe over 16 km på en dag som i går er så inspirerende for os alle. Og især unge mennesker der ser hvordan du gav den alt hvad du havde,’ skriver en i kommentarfeltet.
Og man forstår godt, at folk er blevet betaget og berørt af prinsesse Josephines løb og reaktion. I al sin enkelthed viser hendes reaktion ved målstregen noget, vi alle kender til. At ramme en mur, at blive overvældet.
Det er så menneskeligt, og egentlig også grundessensen af Royal Run. At alle kan løbe med og måske rykke grænser, som meget tyder på, at prinsesse Josephine gjorde mandag.
Et pressefoto fra Royal Run siger næsten det hele. Vi ser prinsesse Josephine stå ved startlinjen sammen med kong Frederik, kronprins Christian og prins Vincent.

Hendes far og brødre står i startposition med fingeren rettet mod deres løbeur. De er optaget af at få en god tid, naturligvis. Det har vi også set de forgangne år.
Prinsesse Josephine har tilsyneladende ikke et ur på, men kigger smilende frem.
I 2019 så vi, hvordan prinsesse Isabella vandt danskernes hjerter, da hun som 11-årig var med sin far på lægterne til VM finalen i herrehåndbold og hujede og heppede til den helt store guldmedalje.
I går var prinsesse Josephines øjeblik, hvor hun tog et større skridt frem på scenen, og danskerne elsker hende tydeligvis for det.

