Efter seks dage 'down under' i dronning Marys hjemland, nåede Kongeparrets statsbesøg i Australien torsdag sin afslutning.

Et statsbesøg, der har været ganske usædvanligt.

Kongeparret har siden tronskiftet været på i alt 10 stats- og tiltrædelsesbesøg i andre lande, og under dette tiende i Australien har vi set et kongepar, der har været helt enormt afslappet.

Følelsen af 'hjem' for både kong Frederik, men naturligvis især dronningen fornægter sig selvfølgelig ikke, og det har skinnet igennem.

Samtidig har rammerne været en smule mindre formelle, end vi har set i andre lande.

Den altoverskyggende årsag til, at dette statsbesøg i særlig grad har skilt sig ud, er naturligvis dronning Mary - og ikke mindst den rolle, hun er blevet givet under besøget.

Kongeparret indledte statsbesøget ved Uluru, der er en af verdens største fritstående klipper og et ikonisk sted i Australien.
Kongeparret indledte statsbesøget ved Uluru, der er en af verdens største fritstående klipper og et ikonisk sted i Australien. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vi vidste på forhånd, at statsbesøget ville have et helt særligt skær, al den stund, at dronning Mary ville vende hjem, og at det samtidig var kongeparrets første besøg siden tronskiftet.

Og scenerne i Australien har været vilde. 

Dronning Mary er blevet modtaget som en stjerne flere steder - ikke mindst på sidstedagen i hjembyen Hobart, hvor den danske dronning da heller ikke kunne undgå at blive lidt rørt.

Kongehuset har tydeligvis også været mere end bevidst om den særlige rolle, dronningen ville spille under statsbesøget - og så er man gået skridtet længere. 

Kong Frederik måtte under store dele af statsbesøget leve med at være mere i baggrunden, mens dronning Mary tog hovedfokus.
Kong Frederik måtte under store dele af statsbesøget leve med at være mere i baggrunden, mens dronning Mary tog hovedfokus. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For normalt er det altid Kongen, det danske statsoverhoved, der er i front ved statsbesøg. Og det er ham, der holder de store, officielle taler.

Men under statsbesøget i Australien skete der noget, vi aldrig har set før. For her var rollerne under store dele af besøget byttet om.

Således var det dronning Mary og ikke Kongen, der holdt den store, officielle tale - både ved returreceptionen i Melbourne onsdag og ved den afsluttende statsreception i Hobart torsdag.

I Melbourne leverede Kongen blot en kort skåltale med en sjov anekdote, inden han faktisk selv satte ord på Marys særlige rolle.

Dronning Mary overraskede ved at holde den store, afsluttende tale ved Kongeparrets returarrangement i Melbourne.
Dronning Mary overraskede ved at holde den store, afsluttende tale ved Kongeparrets returarrangement i Melbourne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»I australiernes øjne, mistænker jeg, at jeg altid vil være den, der står ved siden af Mary - og det er fuldstændig fint. Jeg tager det i høj grad som et kompliment,« lød det fra Kongen, inden han gav ordet til dronning Mary.

Det kan virke som en lille, ubetydelig og selvfølgelig detalje, at dronning Mary naturligvis får mere opmærksomhed og derfor taletid end Kongen under sådan et besøg.

Men det er bestemt ikke givet, for hierarkier og titler har betydning, når man er en del af en institution som Kongehuset, hvor netop de ting er altafgørende.

Dermed sætter Kongehuset en mere end tyk streg under, at vi med tronskiftet har fået et moderne kongepar og en ny tid. 

Kong Frederik med armen om dronning Mary under en tur rundt i Melbourne.
Kong Frederik med armen om dronning Mary under en tur rundt i Melbourne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En tid, hvor Kongen nok er statsoverhovedet, men dronning Mary er hans ligemand og sagtens kan varetage store opgaver.

»Ingen konge uden en dronning, og i alle tanker, ideer og visioner bag mit kongeord finder man også dronning Mary,« lød det i 2024 fra kong Frederik i sin bog 'Kongeord'.

Her understregede han samtidig, at de to var et kongepar - en enhed. 

Et budskab, der for alvor blev ført ud i livet under dette statsbesøg, hvor det i dén grad også har givet mening.

Det er forfriskende, og nu bliver det spændende at se, om det var en enlig svane bundet op på dronnings popularitet i hjemlandet - eller om vi også fremover vil se dronning Mary tage mere over på statsbesøg.