B.T.s underholdningsredaktør: Derfor var konges AGF-besøg 'lidt af en genistreg'
B.T.s underholdningsredaktør Fie West har et klart bud på, hvorfor kong Frederik valgte at dukke op til AGF-fejring søndag.

B.T.s underholdningsredaktør Fie West har et klart bud på, hvorfor kong Frederik valgte at dukke op til AGF-fejring søndag.

Det var et stort chok for guldvinderne i AGF, da kong Frederik pludselig dukkede op i omklædningsrummet søndag.
Det var dog ikke kun spillerne, der blev overrasket over det royale besøg på Vejlby Stadion, da AGF skulle møde Viborg i Superligaens sidste kamp.
»Jeg var faktisk overrasket over at se kong Frederik dukke op til fejringen i Aarhus,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør Fie West.
Hun tilføjer:
»Vi ved alle, at han har været AGF-fan og studeret i Aarhus. Men nu hvor han er konge, ville jeg tro, han valgte at holde sig fra klubfodbold - simpelthen fordi et kongehus skal samle danskerne og klubfodbold i den grad kan splitte.«
Det er nemlig ikke første gang, at et medlem af den royale familie vækker opsigt ved at erklære sin støtte til et bestemt fodboldhold.
»Vi så eksempelvis, hvordan det skabte stor debat, kronprins Christian i 2022, endda før han var kronprins, blev spottet til fodboldkamp iført FCK-tørklæde,« siger Fie West.
Selvom fodbold i den grad kan splitte, så vurderer B.T.s underholdningsredaktør, at der er en helt særlig grund til, at kong Frederik alligevel vælger at deltage i fejringen af de nye danske mestre.
»Men når det alligevel er lidt af en genistreg, når Kongen dukker op til AGF-fejring, så skyldes det, at det er en fodboldsejr, der bliver så meget mere end det,« siger hun og fortsætter:
»Det er en folkefest, det er den lille, der vinder over de store, og det er en historisk begivenhed, der ikke er sket i 40 år. Selv de danskere, der ikke går op i fodbold, kan juble med her, og derfor kan Kongen også sagtens heppe med.«
»Jeg tror dog ikke, den var gået, hvis der var tale om en FCK- eller Brøndby-sejr.«
Fie West er heller ikke i tvivl om, at Kongens beslutning om at møde op til AGF-fejringen har vist sig at være et klogt træk.
»Det her går rent ind hos danskerne, og han får så mange pluspoint for at dukke op og vise, at han stadig støtter det hold, han har heppet på siden sin ungdom.«
»Og så viser kong Frederik jo bare nok engang, at dér hvor han er allerbedst, er i det afslappede møde med danskerne, som vi så i går.«