Prinsesse Josephine og prins Vincent er lørdag blevet konfirmeret i Fredensborg Slotskirke.
I den forbindelse gav de to tvillinger traditionen tro også deres første selvstændige interview.
Det interview gemte ifølge B.T.s underholdningsredaktør Fie West på 'en meget sød detalje'.
»Gennem interviewet omtalte prins Vincent konsekvent sin søster som 'Fine', som jo helt sikkert må være hans kælenavn til sin søster,« fortæller Fie West.
Underholdningsredaktøren bemærkede desuden, at prins Vincent og prinsesse Josephine så ud til at nyde at følges ad til dagens royale konfirmation.
»Det var tydeligt at mærke det stærke bånd mellem de søskende,« slår Fie West fast.
I deres første selvstændige interview satte tvillingerne også ord på deres morfar død.
»Han er et bedre sted nu«, lød det fra prins Vincent om sin morfar John Donaldson.
»Det var meget rørende at se tvillingerne sætte ord på tabet af deres morfar,« fortæller Fie West.
En anden bemærkelsesværdig detalje kom ifølge Fie West også fra prins Vincent, der brugte ordet 'nederen', da han skulle beskrive tiden uden sin søster.
»Det blev der fniset lidt af, men det viser jo også, at der er tale om to 15-årige, der bruger det samme sprog som andre unge,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør.
I samme interview afslørede prinsesse Josephine også, at hun stopper på Spir Efterskole, hvor hun har gået det seneste år, for i stedet at starte i 9. klasse på Ingrid Jespersens skole.
»Prins Vincent og prins Josephine gjorde det ekstremt godt i deres første interview. De svarede meget tydeligt og modent på alle spørgsmålene – og så var det virkelig fint at se, hvordan de støttede hinanden,« siger B.T.s underholdningsredaktør Fie West og tilføjer:
»Og så var det da også lidt af en overraskelse, at prinsesse Josephine afslørede en stor nyhed om, at hun stopper på efterskole.«
Du kan følge med i de kongelige tvillingers konfirmation i B.T.s liveblog HER.