Tirsdag blev dronning Margrethe udskrevet fra Rigshospitalet og vendte hjem til Fredensborg Slot.

Men efter et par dages indlæggelse med hjertekramper, der medførte en vellykket ballonudvidelse af kranpulsåren i hjertet, er dronning Margrethe nu igen blevet indlagt.

Det skyldes, at »en CT-scanning viste en større blodansamling i hofteregionen som følge af et tidligere fald,« meddeler Kongehuset mandag aften.

Men selvom dronning Margrethe nu skal »være indlagt i en række dage« igen – og selvom meldingen om dronningens indlæggelse kommer midt under afholdelsen af Royal Run – så maner B.T.s underholdningsredaktør Fie West til besindighed.

»Kongehuset har vist, at man ønsker at have en forholdsvis stor åbenhed, når det kommer til dronning Margrethes helbred, og derfor tror jeg, man hellere vil melde ud og spille med åbne kort,« vurderer Fie West.

»Kongehuset skriver også selv, at dronning Margrethe efter omstændighederne har det godt, og dét er værd at hæfte sig ved,« tilføjer hun.

Kong Frederik X deltager i Royal Run i Middelfart, mandag den 25. maj 2026. Her er han inden starten. (Foto: Robert Wengler/Scanpix 2026)
Kong Frederik X deltager i Royal Run i Middelfart, mandag den 25. maj 2026. Her er han inden starten. (Foto: Robert Wengler/Scanpix 2026) Robert Wengler/Ritzau Scanpix

Royal Run fortsætter da også som planmæssigt trods dronning Margrethes indlæggelse.

Og B.T.s underholdningsredaktør ser netop også det fortsatte fødselsdagsløb – hvor både kong Frederik og dronning Mary og alle deres fire børn har kunnet ses løbe smilende rundt – som et godt tegn.

»Den kongelige familie er selvfølgelig og helt naturligt blevet orienteret, før man melder den slags ud i offentligheden,« siger Fie West.

»Og når løbet fortsætter, skyldes det sandsynligvis, at dronning Margrethes tilstand er under kontrol,« tilføjer hun.

Fie West Madsen er underholdningsredaktør på B.T. og mangeårig kongehuskommentator.
Fie West Madsen er underholdningsredaktør på B.T. og mangeårig kongehuskommentator. Foto: Bax Lindhardt

B.T.s underholdningsredaktør spår i stedet, at den kongelige familie vil slå vejen forbi Rigshospitalet, når Royal Run er færdigoverstået.

»Mon ikke, vi kan forvente, at dronning Margrethe får besøg af familien enten senere i dag eller i morgen,« siger Fie West til slut.

Også dronning Mary har netop sat ord på sin svigermors indlæggelse og blandt andet afsløret, at der var tale om 'en mindre operation'. 

Læs mere om det i B.T.s liveblog fra Royal Run HER.