Lyt til artiklen

»Forvirringen er total.«

Så kort og kontant opsummerer B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, kongehusets seneste årsag til at trække overskrifter.

Nemlig, at prins Joachim egentlig havde meldt afbud til ekskong Konstantins begravelse i Athen mandag, men nu alligevel godt kan komme, fordi han ikke skal på arbejde, som ellers var anført som årsagen til hans afbud.

»Det bliver alligevel muligt for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim at deltage i kong Konstantins begravelse. Det er lykkedes Prinsen at ændre sine oprindelige forpligtelse,« oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til Billedbladet, der havde spottet, at begravelsen alligevel var at finde i prinsens offentlige kalender.

Jacob Heinel Jensen er ikke just imponeret over kommunikationsarbejdet.

»Det er en dybt forvirrende måde at kommunikere på, men jeg vil sige, at det er heldigt for kongehuset, at han nu alligevel har fundet plads i sin kalender.«

»Selve forløbet er jo klodset. Så kommer vi, så kommer vi ikke, så kommer vi alligevel.«

Dermed vil prinsen sammen med sin mor, dronning Margrethe; sin moster, prinsesse Benedikte; og bror, Kronprins Frederik, mandag være at finde, når den 82-årige ekskonge af Grækenland bliver stedt til hvile.

Ekskong Konstantin var frem til sin død gift med dronning Anne-Marie, der ved sin fødsel fik titlen prinsesse til Danmark. Hun er nemlig dronning Margrethes lillesøster.
Ekskong Konstantin var frem til sin død gift med dronning Anne-Marie, der ved sin fødsel fik titlen prinsesse til Danmark. Hun er nemlig dronning Margrethes lillesøster. Foto: CHRISTOPHE KARABA
Vis mere

Netop det faktum, at de møder op i samlet trop, sender et vigtigt signal, mener Jacob Heinel Jensen og henviser til det seneste mange måneders splid i kongehuset. Navnligt på grund af Dronningens beslutning om at fratage prins Joachims børn deres prinse- og prinsessetitler.

»Vi er nødt til at forholde os til begrundelsen om, at det handlede om arbejde, men den stribe af afbud, der har været fra prins Joachim og prinsesse Marie, har ikke været køn. Med deltagelsen på mandag ser det lidt bedre ud nu.«

»Det, de har allermest brug for lige nu, er at vise, at der er samling i familien. Det kan gøres til alle mulige begivenheder, heriblandt ekskong Konstantins begravelse.«

Den afsatte konge, der var gift med dronning Margrethes søster, dronning Anne-Marie, døde tirsdag efter et sygdomsforløb, der blandt andet førte til indlæggelser.

Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie samlet til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum.
Kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie samlet til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Selve dødsårsagen er ikke offentliggjort, men græske medier mener at vide, at der er tale om et slagtilfælde.

Familien havde ønsket, at ekskongen, som formelt mistede sin kongetitel, da en folkeafstemningen i 1974 skrottede monarkiet, havde fået en statsbegravelse.

Men det har den græske regering altså afvist at give ham. I stedet vil han blive begravet som privatperson nord for Athen i Tatoi.