Lyt til artiklen

Fredag blandede kronprinsesse Mary sig for første gang i den opsigtsvækkende debat, der for tiden huserer i og om den danske kongefamilie.

For onsdag valgte dronning Margrethe, at prins Joachims fire børn ikke længere skal have titel af prinser og prinsesse efter årsskiftet. Efterfølgende har grevinde Alexandra, prins Joachim og prins Nikolai alle stillet sig uforstående overfor beslutningen, som de betragter som sårende og identitetsfrarøvende.

Nu er turen så kommet til kronprinsesse Mary, og ifølge B.T.s royale korrespondent Jacob Heinel Jensen var det markante udtalelser, hun gav til B.T., da hun fredag mødte op til ungdomskonference i Øksnehallen i København.

»Forandring kan være umådeligt svært, og det kan gøre rigtig ondt. Det tror jeg også, de fleste har prøvet,« lød det fra kronprinsessen.

»Men det er ikke ensbetydende med, at beslutningen ikke er den rigtige. Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer.«

For Jacob Heinel Jensen er det opsigtsvækkende, når kronprinsessen fremfører, at titlerne til kronprinsparrets øvrige børn udover den kommende konge, prins Christian, også kan komme på spil.

Men først og fremmest forstår han kronprinsessens udtalelser som et forsøg på forsoning mellem de to grene af kongefamilien.

»Hendes kommentarer er kongehusets forsøg på at komme med et budskab til Paris om, at det her ikke er et målrettet angreb mod prins Joachims familie, fordi hendes og kronprins Frederiks børn måske også kan miste titlerne. Man forsøger at imødekomme dem ved at sige, at vores børns titler heller ikke er sikre,« vurderer Jacob Heinel Jensen.

Jacob Heinel Jensen, journalist på B.T. og B.T.s royale korrespondent.
Jacob Heinel Jensen, journalist på B.T. og B.T.s royale korrespondent. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han bemærkede desuden, hvordan kronprinsessen havde taget ved lære af Herlufsholm-skandalen.

For til fredagens ungdomskonference i Øksnehallen tog hun sig tid til at tale med pressen – og hun var ikke bleg for at gøre brug af følelserne.

»Hun tog sig tid til det, det var lige på og hårdt, for hun vidste godt, at hun ikke bare kunne svare på et spørgsmål og vende sig om, hun var nødt til at gøre det fyldestgørende. Det er en ret markant udvikling,« siger den royale korrespondent og tilføjer:

»Og så er det klogt, at hun ikke skyer væk fra følelserne, for det er et meget betændt emne.«

Men desværre var forsøget på at imødekomme prins Joachim og familien også noget af 'en gratis omgang' ifølge Jacob Heinel Jensen.

»Det er kun måske og ude i fremtiden, at kronprinsens børn kan miste deres titler, og det er meget luftigt at sige på nuværende tidspunkt, for nu er det prins Joachims børn, det går udover, og det kan man ikke lave om på.«

Kongehuset har overfor B.T. ikke ønsket at kommentere de mulige planer om at fjerne de royale titler fra kronprinsparrets børn.