»Prins Christian har fødselsdag, og det har han jo, og det er i dag, prins Christian har fødselsdag, og det har han jo i dag.«

Sådan har det muligvis lydt i de royale gemakker fredag, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste søn, prins Christian, fyldte 16 år.

Og der er god grund til at nyde dagen lidt ekstra, for aldersforøgelsen markerer også indgangen til en ganske markant tid i den unge prins' liv.

Det vurderer B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Det er den sidste barndom, men det er også en ny alvorsfase, han går ind i. Om to år bliver han pludselig målt og vejet på en helt anden måde end tidligere. Det er meget lidt, vi indtil videre har hørt prins Christian tale. Det er kun sket til hans konfirmation,« fortæller han.

Derfor forventer Jacob Heinel Jensen også, at Kongehuset vil bruge de næste to år på at køre den kommende kronprins mere i stilling til det liv, der venter ham, ved at tildele ham flere og flere pligter.

Noget, der også falder i øjnene hos den royale korrespondent, er den markante forskel på prins Christian og kronprins Frederiks opvækst.

»Da kronprins Frederik var på prins Christians alder, og da han blev 18, var han ikke den store succes, selvom han havde fået en meget mere streng opdragelse, end prins Christian måske har fået.«

Prinsesse Isabella var ikke den eneste, der fik lov til at opleve EM-slutrunden på nærmeste hold. Prins Christian var på plads til semifinalen på Wembley i England.
Prinsesse Isabella var ikke den eneste, der fik lov til at opleve EM-slutrunden på nærmeste hold. Prins Christian var på plads til semifinalen på Wembley i England. Foto: CATHERINE IVILL
Vis mere

»Jeg tror, at kronprins Frederik har givet sin søn nogle tips til, hvad han ikke skal gøre. Kronprins Frederik kom jo sindssygt meget i modvind lige, da han blev 18 år, fordi han holdt nogle nærmest upassende taler, og det tror jeg, at han for alt i verden vil undgå at udsætte prins Christian for.«

Det seneste års tid har det været et andet af kronprinsparrets børn, som er løbet med den folkelige opmærksomhed.

Prinsesse Isabella har både gjort sig bemærket med en kæk kommentar til sin mor ved prins Christians konfirmation samt ved at optræde på en selfie med Instagrammeren Anders Hemmingsen under sommerens EM-slutrunde i fodbold.

»Hun er på en måde blevet folkets kæledægge, og det har prins Christian ikke på samme måde oplevet endnu, så jeg tror, at Kongehuset er interesseret i at få ham på banen for at cementere, at det på en eller anden måde er ham, vi skal interessere os for, da det er ham, som bliver vores kommende konge.«

»Og der er det benhårdt, for Kongehuset går selvfølgelig efter, at han opnår den højeste popularitet, da det vil øge Kongehusets popularitet.«

Derfor er det også prins Christians sidste chance for at leve et nogenlunde normalt liv, før det for alvor går løs om to år.

»Man kan ikke sige, at det er et normalt liv, når man går på Herlufsholm, men trods alt et mere privat og normalt liv end det, der venter om to år.«