Det er ikke usædvanligt, at Kongehusets medlemmer drager på opgaver rundt om i verden.

Men turen til New York, som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary denne uge har været på, er alligevel noget ganske særligt, hvis man spørger B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Efterhånden har kronprinsparret snævret det så meget ind, hvad det er, de gerne vil, og hvordan de gerne vil bygge det kongehus, de overtager om formentlig ikke mange år,« forklarer han og fortsætter:

»Der har de lagt en fuldstændig klar strategi for, hvad det skal indebære. Klima, grøn omstilling og for kronprinsesse Marys vedkommende kvinders rettigheder, børn og tredjeverdens-lande. Filantropiske projekter, som er meget i trit med tidens tanker.«

Jacob Heinel Jensen, journalist på B.T. og B.T.s royale korrespondent.
Jacob Heinel Jensen, journalist på B.T. og B.T.s royale korrespondent. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det er da også netop disse emner, som turen til New York i stor stil beskæftiger sig med.

Kronprinsen var således med ved åbningen af FNs 77. generalforsamling, og han har holdt taler ved flere store klimaarrangementer.

Kronprinsessen har været til arrangementer ved WWF Verdensnaturfonden og talt med ligestillingseksperter.

Og dette er blot nogle få punkter på den omfattende dagsorden, der alle taler ind i parrets større dagsorden.

Emnerne, der optager kronprinsparret, har også den fordel, at de flugter med det, mange unge danskere går rundt og interesserer sig for.

»Det er lidt af en genistreg fra Kongehusets side. Typisk er det sådan i befolkningen, at de ældre og mere konservative, de elsker Kongehuset. Hvis man kritiserer bare ét ord i Dronningens nytårstale, så går sådan nogle som Søren Pind jo fuldstændig amok. Men hvis man vil sikre, at Kongehuset også har en fremtid mange år frem, så hægter man sig på der, hvor de unge er.«

»Nu samler de hele befolkningen. Ikke kun de ældre og mere konservative, som støtter uanset hvad, men også de unge.«

Jacob Heinel Jensen mener da også, at vi med ro i sindet kan kalde det danske kongehus for det mest moderne og progressive i hele verden.

Han tror på, at blandt andet det britiske kongehus følger nøje med i, hvordan danskerne gør det.

»Kong Charles tager de første spadestik nu, men vi skal virkelig holde øje, når prins William og prinsesse Kate tager over, for deres udgave af kongehuset ligner næsten én til én vores kronprinspar. Så på mange måder kan man sige, at Danmark er foregangsland for, hvordan et kongehus kan overleve og tilpasse sig.«

Netop tilpasning er et kongehus nødt til, og den rolle, som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary skal udfylde, er da også en ganske anden end den, som dronning Margrethe og prins Henrik tog på sig.

Jacob Heinel Jensen peger på, at velfærdsstaten, som vi kender den i dag, fortsat var ganske ung, dengang dronning Margrethe kom til. Dengang blev det ikke set som Kongehusets opgave at varetage opgaver, der indebar socialt udsatte og emner i den dur. Det ansvar var placeret hos staten.

»Dengang kørte man et mere konservativt kongehus. Men den tid er ligesom løbet fra os.«