Da Dronningen i sin nytårstale sagde, at vi bliver nødt til at forholde os til klimakrisen og handle nu, var der nok mange, der spærrede øjnene op. Det var nemlig ikke ord, vi var vant til at høre fra vores regent.

Når Dronningen taler frit fra leveren, er der helt andre boller på suppen. Som da hun i Politiken i 2020 sagde, at hun ikke følte sig overbevist om, at klimaforandringer var menneskeskabte.

I 2019 sagde hun, at man ikke skulle skamme sig over at flyve, og at man jo ikke kunne køre i trillebør fra Malmø til Haparanda. Og så sent som i november 2021 udtalte hun sarkastisk, at man forurenede kloden mindre, hvis man røg cigaretter uden filter

Forleden kunne B.T. så fortælle, at Dronningens togvogn – salonvognen - bliver trukket af ME-lokomotiver – de mest svinende tog overhovedet. Dem har Hendes Majestæt brugt under tre ud af fire togrejser i 2021. Private togrejser vel at mærke.

Zigzag-kursen udstiller monarkiets store problem.

For der er selvfølgelig ingen, der tror, at Dronningen selv har fundet på, at hun skulle tale om klimaet i sin store nytårstale. Det er langt mere sandsynligt, at afsenderen er Statsministeriet. Som B.T. også kunne fortælle forleden, så er det meste af Dronningens nytårstale skrevet på et støvet kontor i ministeriet langt fra Amalienborg.

»Jeg får jo altid et udkast fra Statsministeriet. Men jeg går over det med en tættekam. Det kan være, at indholdet er helt i overensstemmelse med, hvad jeg gerne vil sige. Så kan det være noget med ordlyden, som man synes, ja, sådan ville jeg nok ikke udtrykke mig. Og så har jeg igennem årene nok lagt lidt mere personligt ind, end jeg gjorde de første år, for hvis man har noget på hjerte, skal man også komme frem med det,« sagde dronning Margrethe i TV 2s nye dokumentarserie 'Et liv som dronning'.

Det er Statsministeriets ønske, at Dronningen skal tale om klimakrisen, fordi regeringen ønsker at sætte fokus på sagen. Dronning Margrethe bliver efter alt at dømme brugt som en brik i et politisk spil.

Men det virker besynderligt, når der er så stor forskel på det, hun siger, når hun taler med journalister, og det, hun siger, når hun taler til nationen i nytårstalen.

Det udstiller monarkiets største problem.

Nemlig, at man som dronning helst skal mene så lidt som muligt. At mene ingenting er det sværeste i hele verden. Det strider mod menneskets natur. For der findes ikke mennesker uden holdninger.

Dronningens personlige holdning til klimakrisen er faktisk ikke så unormal. De fleste fra hendes generation er mindre alarmistiske, når det kommer til klimaet. De blev født i en anden tid, hvor andre problemer syntes større.

Men Dronningen kommer til at ligne et ufrivilligt gidsel i Statsministeriets mission om at fremme den grønne dagsorden. Måske havde man gjort klogere i at lade statsministeren og Kronprinsparret tale om emnet.

For både Mette Frederiksen, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary mener nemlig, at vores største problem er den globale opvarmning.

Det gør Dronningen nok ikke. Og hvorfor i alverden skal vi så lege, at hun gør.

Andre læser også