Meldingen om dronning Elizabeths helbred har vakt stor bekymring.

Endnu vides det ikke, hvor alvorligt det står til med den britiske dronning, der er under 'medicinsk opsyn', efter lægerne udviste bekymring for hendes helbred, men ifølge B.T.s royale korrespondent giver meldingen om skrantende helbred også anledning til en anden bekymring i det danske kongehus.

Hvis dronning Elizabeth afgår ved døden, er det med stor sandsynlighed ikke muligt for den danske dronning at afholde sit regeringsjubilæum i weekenden.

Det fortæller B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen.

»Lige nu tror jeg, at man holder vejret på Amalienborg og følger udviklingen. Der er ingen tvivl om, at man står i en helt ny situation, hvis dronning Elizabeth dør de kommende døgn,« fortæller han og uddyber:

»Man kan ikke afvikle dronning Margrethes regeringsjubilæum, hvis dronning Elizabeth dør. Det ville se helt malplaceret ud. Både herhjemme og i udlandet. Hele verden vil kigge mod Storbritannien, hvis dronningen dør. Det er et meget stort stykke verdenshistorie, som vi vil være vidne til.«

Jubilæet skulle være afholdt i december 2021, men blev udsat grundet coronasituationen i Danmark.

Ekspert Jacob Heinel Jensen forklarer, at sorg er meget formel i diverse kongehuse, og at det derfor kræves, at der bliver reageret officielt på noget så markant som dronning Elizabeths dødsfald.

»Vi skal huske, at dronning Margrethe og dronning Elizabeth har et udmærket forhold. Og i Kongehuset er sorg en meget formel størrelse. Derfor kan man ikke have Margrethe kørende rundt i karat og drikke champagne, mens hendes britiske sidestykke ligger på castrum doloris.«

Hvis regeringsjubilæet endnu en gang må aflyses, mener Jacob Heinel Jensen ikke, at det kommer til at blive til noget igen.

»Jeg har også svært ved at se, at man kan udsætte det endnu en gang. Simpelthen fordi det kræver så meget planlægning,« forklarer han.

Efter meldingen om dronning Elizabeths helbred er alle hendes fire børn enten hos hende i Skotland på slottet Balmoral eller på vej.

Børnenes ankomst til slottet har givet anledning til bekymring om udsigterne for dronningens helbred.

Det vides endnu ikke, hvorfor dronningen er under 'medicinsk opsyn'.