Jeg fik et chok, da jeg så 'Året der gik' på DR1 engang i midten af 2010'erne.

»Dronning Margrethe fyldte 75 og inviterede hele Danmark med til fødselsdag,« sagde speakeren.

Det var dog underligt, tænkte jeg, for min invitation måtte således være gået tabt i posten. Det samme måtte cirka 5,8 millioner andre, for dronning Margrethe har jo aldrig inviteret 'hele Danmark med til fødselsdag'.

Hun har inviteret særligt udvalgte, rige, magtfulde mennesker med til sin fødselsdag, mens almindelige danskere har kunnet stå og fryse på slotspladsen eller se med i fjernsynet.

Magthaverne på Christiansborg har haft rigeligt tid til at fejre Dronningen. Men hvad med folket?
Magthaverne på Christiansborg har haft rigeligt tid til at fejre Dronningen. Men hvad med folket? Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det irriterer mig altid, når tv-kanalerne lyver om Kongehuset. Det er der ingen grund til. Man kan bare beskrive tingene, som de er, og så kan folk tænke selv.

Når det er sagt, er jeg udmærket godt klar over, at man jo ikke kan invitere alle danskere med til fest. Men man kunne faktisk godt gøre det bedre. Meget bedre.

I disse dage befinder jeg mig i London, hvor briterne fejrer dronning Elizabeths 70-års jubilæum. Og jeg er blevet fuldstændig overrasket over, hvor folkelig festen er.

Det er klart, at det kun er meget få mennesker, der kommer med på Buckingham Palace og St. Pauls Cathedral, men Storbritannien har virkelig sørget for, at alle - fattige og rige - kan komme med til fejringen af deres regent gennem syv årtier.

Briterne fejrer deres historie overalt i London i disse dage. Her på The Mall foran Buckingham Palace,  
Briterne fejrer deres historie overalt i London i disse dage. Her på The Mall foran Buckingham Palace,   Foto: PHIL NOBLE
Vis mere

For det første har man simpelthen givet briterne en 'jubilæums-fridag', og så har man flyttet en anden såkaldt 'bank holiday', så de fleste har fået en lille fire-dages ferie. Torsdag-søndag.

For det andet bliver briter i hele landet opfordret til at lave gadefester, hvor de spiser frokost med deres naboer og fejrer regenten sammen.

For det tredje har man sammen med BBC lavet en gigantisk koncert, 'Party at the Palace', hvor der er blevet udloddet 10.000 billetter til heldige briter - og så har man givet 7.500 billetter til folk i militæret og til velgørenhedsorganisationer.

Koncerten byder al slags musik. Fra Diana Ross til Queen til Adam Lambert til Alicia Keys, Duran Duran, Andrea Bocelli, mens Andrew Lloyd Webber har komponeret en hyldest til musik gennem de sidste 70 år.

Der er gadefester overalt i London i anledningen af Dronningens jubillæum.
Der er gadefester overalt i London i anledningen af Dronningens jubillæum. Foto: Andy Rain
Vis mere

På mange måder er Dronningens jubilæum også blevet en markering af britisk historie. Det er tid til at reflektere over de seneste syv årtier.

Alle briter har kunnet besøge Hyde Park, Green Park og St. James Park, hvor London har sørget for sikkerhed og offentlige toiletter, så millioner af briter kunne tage mod London og nyde det gode vejr i byens parker og være helt tæt på begivenhederne. Storskærme er også blevet sat op.

Det er jo sådan, man inviterer hele landet med til fest. Dette jubilæum er en sand, britisk folkefest i anledningen af regentens jubilæum.

Også mindre byer i det nordlige England fejrer jubilæet.
Også mindre byer i det nordlige England fejrer jubilæet. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Hjemme i Danmark er det ganske anderledes.

Dronningens 50-års jubilæum er blevet markeret i januar med en kranslægning ved Roskilde Domkirke. Et statsråd og Folketingets fejring, der vil næppe kom andre til gode end politikerne, der i forvejen ofte får Dronningen at se.

TIl september bliver den sidste del af jubilæet så afviklet: Gallaforestilling i Det Kongelige Teater. Festgudstjeneste i Vor Frue Kirke. Og naturligvis: Endnu et gallataffel for magthaverne og udenlandske gæster på Christiansborg Slot.

De absolut eneste folkelige lyspunkter er karatkørsel i København og Dronningens besøg for nylig i Tivoli.

Politikerne har haft rigelig mulighed for at ønske Dronningen tillykke. Her på Christiansborg i januar. Til september er der også gallataffel i anledningen af jubilæet.
Politikerne har haft rigelig mulighed for at ønske Dronningen tillykke. Her på Christiansborg i januar. Til september er der også gallataffel i anledningen af jubilæet. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men helt ærlig. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Man står ikke tilbage med en følelse af, at folket har været med til dronning Margrethes jubilæum. Tværtimod. Man får en følelse af, at det er for eliten: Magthaverne, de finkulturelle, de særligt indbudte fine gæster. Ikke for den almindelige dansker - til trods for, at det er de almindelige danskere, der elsker Dronningen og Kongehuset allermest.

Tænk, hvis man havde været lidt mere kreativ. Tænk, hvis politikerne havde givet danskerne en ekstra fridag. Tænk, hvis man havde lavet en gigantisk koncert i Royal Arena eller Parken med kunstnerne fra de sidste fem årtier. Ikke kun ballet og klassisk musik. Lis Sørensen, Anne Linnet, Brødrene Olsen, Keld og Hilda, Rasmus Seebach, Andreas Odbjerg osv.

Det mærkelige er, at det britiske kongehus ofte bliver skudt i skoen, at de virker for ophøjede og fjerne. Det danske kongehus går for at være præcis det modsatte - folkeligt og nede på jorden.

Derfor kunne man også godt have gjort sig lidt mere umage, for et 50-års regeringsjubilæum får vi måske først igen i en fjern fremtid. Man har forsplidt en chance for at samle nationen på en helt unik måde.