Små lande må stå sammen. I en usikker verden når vi nemlig længst i fællesskab.

Det var budskabet i den tale, kong Frederik holdt ved statsbanketten i Litauen onsdag aften. 

»Danmark og Litauen har været store nationer, men er i dag af mere beskeden størrelse. Jeg tror, det giver os en fælles forståelse. En forståelse for gensidighed. Vi gør os gerne gældende, men ved også, at vi når længst i fællesskab,« sagde kong Frederik blandt andet. 

Her nævnte han EU, forsvarsalliancen Nato og det nordisk-baltiske samarbejde NB8. Alle tre fællesskaber som både Litauen og Danmark er en del af.

Det var kongens anden tale på to dage, og der tegner sig et tydeligt billede under statsbesøget i Litauen og Estland.

Det mener B.T.s underholdningsredaktør, Fie West. 

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Kongens rolle under de baltiske statsbesøg er i den grad at italesætte vigtigheden af samarbejde på tværs af internationale alliancer,« siger hun og uddyber:

»I talen i Estland tirsdag understreger han også vigtigheden af samarbejdet i EU, Nato og det nordisk-baltiske samarbejde N8B. Vi ser også, hvordan han endnu en gang taler om krigen i Ukraine og støtter op om ukrainernes kamp.«

»Begge ting så vi i øvrigt Kongen gøre i sin tale ved flere statsbesøg sidste år,« siger Fie West. 

Kongeparret vender tilbage til Danmark torsdag efter deres statsbesøg i Baltikum.