Dokumentaren 'Ghislaine, Prince Andrew & the Paedophile' løb over millioner af britiske tv-skærme sent tirsdag aften. B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, så med, og han er langt fra imponeret.

Den længe ventede dokumentar skulle kaste lys over, hvorfor en prins af England og en milliardærdatter var gode venner med en mand som Jeffrey Epstein.

Men også over en forfærdelig sag, hvor en lang række piger blev misbrugt, som har ført til, at Ghislaine Maxwell er blevet dømt for sextrafficking, og nu kan risikere en fængselsstraf på op til 65 år.

»Dokumentaren er blevet hypet op og solgt på, at man ville få ny viden og møde nye kilder,« fortæller Jakob Illeborg.

Dog levede disse forventninger ikke helt op til virkeligheden ifølge korrespondenten.

»Jeg havde forventet mere. Langt det meste var en genudrulning af det, vi vidste. Der er ikke noget, der giver os ny viden og indsigt i, hvad der egentlig skete,« forklarer han.

Undervejs bliver seeren præsenteret for noget af Ghislaine Maxwells fortid, der blandt andet omfatter hendes fars død. Det kunne have været interessant at dykke mere ned i, siger Illeborg. Men det bliver kun berørt overfladisk, mener han.

Op til premieren på dokumentaren svirrede der desuden rygter om, at prins Andrew og Ghislain Maxwell havde et romantisk forhold til hinanden. Det bliver også »insinueret« i dokumentaren, fortæller Illeborg.

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Et andet nedslagspunkt, Jakob Illeborg bed mærke i, var den tidligere amerikanske præsident Bill Clintons forhold til prins Andrew og Jeffrey Epstein.

»Det overraskede mig, at Clinton havde været på Epsteins fly ni gange,« siger Jakob Illeborg.

Men så stopper overraskelserne også dér.

For selvom fortællingerne om, hvad der skete på Epsteins ø, er barske, bliver man som seer ikke efterladt med et nyt indtryk af prins Andrew.

I stedet får man et langt større indtryk af prins Andrew i 2019, hvor han blev interviewet af BBC, hvis man spørger Jakob Illeborg.

Et interview, der blev kaldt »katastrofalt« af flere internationale medier.

»Det interview er meget bedre og nuanceret. Her kunne man danne sig et godt indtryk af prinsen,« siger Illeborg.

Men for at samle op på dommen fra korrespondenten, så får prins Andrew-dokumentaren ikke mange roser:

»Jeg synes, den er letbenet, tabloid, uden rigtig at kunne give noget.«

Dog vil de britiske medier ikke være enige i B.T.s vurdering af dokumentaren, hvis man gav dem et kald.

For Independent har givet dokumentaren fire ud af fem stjerner for Ranvir Singhs måde at fortælle historien om Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epsteins misbrug af børn og unge kvinder.

The Guardian kvitterer med tre ud af fem stjerner og har også roser til overs for fortælleren Ranvir Singh, men også for at kaste lys over, hvordan en datter af en milliardær kan blive tæt med en pædofil mand.

Dokumentaren er produceret af ITV og havde premiere klokken 21 lokal tid.

Genoplev B.T.s LIVE-blog fra tirsdag aften herunder: