Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.
Det er smukke ord fra Danmarks nye konge. Det er kloge ord.
Om vi vil det eller ej, er vi nemlig som nation og som folk forbundne med Kongehuset og nu med en konge i stedet for en dronning.
På min daglige gåtur mod B.T.s redaktion i Pilestræde i København krydser jeg Stormbroen kun få hundrede meter fra Christiansborgs Slotsplads.
Hver gang slår det mig, at det lige så godt kunne have sluttet lige her for vores lille land. Danmarks endeligt var så ufatteligt tæt på.
Stormen på København i 1659 var kulminationen på en række krige mellem Danmark og Sverige, der sydfra havde erobret Jylland. Over et isdækket Lillebælt lykkedes det svenskerne at indtage Fyn, så Lolland, Falster og hele Sjælland. Lige på nær et lille område af den nuværende Indre By i København var Danmark opløst som selvstændigt land.
Opildnet af kong Frederik 3., der ikke vil forlade hovedstaden, men ville »dø i sin rede«, lykkedes det byens borgere og resterne af hæren at slå svenskerne tilbage.
Danmark bestod.
Derfor har vi i Danmark et kongehus. Indskrænket-monarkisk, som det hedder i Grundloven. Vi har et kongehus, fordi vi har historien om, at Frederik 3. Ikke ville dø i sin rede. Vi har et kongehus, fordi hans far, Christian 4., byggede ikoniske Rundetårn, Børsen og Kronborg.
Fordi Christian 10. red over grænsen til det genforenede Sønderjylland i 1920. Fordi Harald Blåtand samlede Danmark og indførte kristendommen som skrevet står på Jellingestenen. Fordi dronning Margrethe 1. gjorde os til herre over hele Norden.
Fordi dronning Margrethe 2. i 52 år har samlet os, selv om vi selv og udefra kommende kræfter har gjort alt for at splitte os.
Fordi, fordi fordi. Ovenstående er tilfældige nedslag i et lille lands historie. Vi kan koge det ned til dette: Vi har Kongehuset fordi Danmarkshistorien.
Kongehuset er manifestationen af selve Danmarks sjæl.
Kongehuset binder os sammen som nation med en fælles historie, nutid og fremtid.
Siden 31. december 2023 kl. 18.00 er debatten om Kongehuset blusset op.
Men hør nu her: Kongehusets fremtid er lige så lys som Danmarks. De to størrelser er og skal være uadskillelige.
De republikanske stemmer i debatten står uden forståelse for dette. De taler, som om de er trådt af det fælles rum og derfra stikker hovedet ind ad vinduet udefra med en række argumenter, som de selv finder så indlysende rigtige, rationelle, moderne og progressive, at man paradoksalt nok nærmest kan mærke en hellig ild brænde i deres indre.
Men argumenterne er intetsigende.
Republikanere er som ateister, der vil overbevise kristne mennesker om at droppe troen.
Kongehuset handler ikke om eventyr, privilegier og eksportindtægter.
Der er noget større på spil her, venner.
Kongehuset er en integreret del af både vores historie og med de øvrige bærende institutioner i samfundet. Når Kongehusets økonomi og størrelsen på apanage endevendes som argument for en republik, kunne vi i samme ombæring også se lidt nærmere på Domstolene. Hvad skal vi dog med alle de besværlige krumspring for at sætte en tyv bag tremmer? Det må kunne gøres billigere.
Og Folketinget? Den lovgivende maskine kunne uden tvivl køre mere effektivt fra et moderne kontorfællesskab i Ballerup.
Det ville være absurd.
Ja, i det hele taget er det hele lidt for nemt, for de kære republikanere. Det er nemt at stå udenfor og råbe ind ad vinduet. Og jeg hører heller ingen plan. Hvad skal træde i stedet?
Når Kongehuset omtales som en irrationel anakronisme, altså et element, der slet ikke passer ind i et moderne demokrati, føler jeg mig teleporteret til omvendtsland.
Kongehuset er nemlig lige så relevant og vigtig for sammenhængskraften i Danmark i dag som nogensinde tidligere i Danmarkshistorien.
Kong Frederik 10. har nu pligten for Danmark. Men han har den ikke alene. Vi er gensidigt forpligtede - folk og kongemagt. Kun forbundetheden vil gøre Frederik til en god konge.
I målinger og i den varme hyldest fra tusindvis af borgere i København har danskerne allerede erklæret sig klar:
Du bliver en fremragende konge, Frederik - for vi har din ryg.