Det danske regentpar, kong Frederik og dronning Mary, er i øjeblikket på royalt statsbesøg i Australien. 

Under statsbesøget var parret onsdag værter for en returreception, hvor kong Frederik skulle holde tale - men her brød han med normen og fik i stedet sin hustru på scenen, der holdt talen til arrangementet. 

Og det er ikke gået ubemærket hen.

»Siden Kongeparret tiltrådte har de været på mange statsbesøg, men det vi ser her i Australien, har vi aldrig set før. Det er faktisk et ret vildt træk fra Kongehusets side,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør, Fie West. 

'I røg og damp for Danmark' – onsdag var det danske kongepar værter for et retur arrangement i Melbourne, hvor dronningens tale særligt vækkede opsigt. 
'I røg og damp for Danmark' – onsdag var det danske kongepar værter for et retur arrangement i Melbourne, hvor dronningens tale særligt vækkede opsigt.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Normalt under statsbesøg ser vi, hvordan Kongen holder de store, officielle taler. Men her under returreceptionen i Melbourne holdt kong Frederik blot en kort indledende tale, før han gav ordet til Mary, som holdt den store, officielle tale. Det er meget usædvanligt,« siger hun videre. 

Der er dog én særlig grund til, at det netop er i Australien, at kongen efterlader sin 'store tale' til hustruen. 

»Når det er sagt, så giver det virkelig god mening. Dronning Mary er australier, og uanset hvem, der er statsoverhoved i Danmark, så er det hende, der er stjernen under det her statsbesøg. Det er hende, folk er interesseret i og vil se, så at give hende den plads til at sige tak og tale til sine landsmænd, virker meget naturligt og klogt,« mener Fie West. 

Frederik og Mary var værter i den royale botaniske have i Melbourne under deres statsbesøg. Særligt dronning Mary løb med en stor del af opmærksomheden og blev statsbesøgets naturlige midtpunkt. 
Frederik og Mary var værter i den royale botaniske have i Melbourne under deres statsbesøg. Særligt dronning Mary løb med en stor del af opmærksomheden og blev statsbesøgets naturlige midtpunkt.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For ifølge B.T.s underholdningsredaktør vidner kongeparrets brud med traditionen om et mere moderne kongehus, der ikke er bange for at gøre tingene anderledes, og det er noget, som hun anskuer som »forfriskende.«

Hun bemærker også, at Kongen selv i bogen 'Kongeord' netop pointerer, at han og Mary er et kongepar og vil gøre tingene sammen - hvilket talefordelingen i Melbourne også er et fint eksempel på.

»Derudover er dronning Mary også en fuldkommen forrygende taler, og det beviste hun også her. Hun leverer virkelig overbevisende og med masser humor, så på den måde er der heller ingen risiko ved at give hende stafetten for en stund,« afslutter Fie West.