Der er sørgende briter, så langt øjet rækker.

De mange lokale står og venter på, at Charles skal blive udråbt som konge på pladsen foran kongefamiliens slot, Windsor.

Men de lokale taler også om noget helt andet. For lørdag skabte prins William, prinsesse Kate, prins Harry og hertuginde Meghan royal historie netop her.

Det gjorde de ved sammen at gå ud at møde de mange fremmødte og tale med dem. Tage imod blomsterne til afdøde dronning Elizabeth.

Prins William, prinsesse Kate, prins Harry og hertuginde Meghan rydder de britiske forsider søndag efter den historiske genforening lørdag i Windsor.
Prins William, prinsesse Kate, prins Harry og hertuginde Meghan rydder de britiske forsider søndag efter den historiske genforening lørdag i Windsor. Foto: CHRIS JACKSON
Vis mere

Efter flere års iskold luft mellem de kongelige brødre er der nu forsoning i luften. Nu taler alle om, at brødrene og deres hustruer er ved at klinke skårene.

Og det er godt, siger de fleste briter, B.T. taler med i Windsor.

»Der er aldrig rart, når der er problemer i familien, og jeg føler med alle de involverede. Det var dejligt at se dem vise sammenhold i sorgen,« siger Linda Cohen.

Lørdag skriver de britiske aviser, at det var kong Charles, der bad brødrene om at vise sig sammen.

Linda Cohen frygter prins Harrys bog til efteråret.
Linda Cohen frygter prins Harrys bog til efteråret.
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvis beslutning det var, men det var en rigtig god beslutning,« siger Cohen.

Keith Fair, der er superroyalist, mener også, at de nye takter fra prins William og prins Harry er fornuftige. Han mener faktisk, at brødrene har pligt til at arbejde på deres dårlige forhold.

»Det er meget positivt. Nu skal de yngre royale kigge fremad og ikke være tilbageskuende. De skal kunne arbejde sammen også i fremtiden. De skal arbejde på at få et bedre forhold,« siger han.

Prins William og prins Harry har ikke vist sig offentligt sammen med deres hustruer, prinsesse Kate og hertuginde Meghan, siden Commonwealth Day i marts 2020.

Superroyalisten Keith Fair mener, at brødrene har pligt til at reparere forholdet.
Superroyalisten Keith Fair mener, at brødrene har pligt til at reparere forholdet.
Vis mere

Lavpunktet i forholdet kom, da prins Harry og hertuginde Meghan gav et chokerende interview til den amerikanske talkshow-dronning Oprah Winfrey, hvor de kritiserede det britiske kongehus heftigt.

Interviewet sendte chokbølger gennem Storbritannien og resten af verden, og siden har de to familier ikke vist sig sammen.

Da dronningen døde forleden, nåede prins Harry heller ikke frem – og hertuginde Meghan blev væk. Den britiske presse har spekuleret i, om det var kong Charles – på daværende tidspunkt prins Charles – der bad hertuginde Meghan om at blive væk fra dronningens dødsleje.

Ikke desto mindre nævnte kong Charles både prins William og prins Harry i sin første tale som konge – og det bliver set som en håndsrækning til prins Harry og hertuginde Meghan.

Cara Wilson var taget til Windsor med sin mor. Hun er glad for at se prins William og prins Harry sammen igen.
Cara Wilson var taget til Windsor med sin mor. Hun er glad for at se prins William og prins Harry sammen igen.
Vis mere

»Der er mulighed for, at der kommer noget positivt ud af det. Måske kan de få et godt forhold til hinanden igen,« siger Cara Wilson, som B.T. møder i Windsor søndag.

Da prins William, prins Harry, prinsesse Kate og hertuginde Meghan lørdag mødte de lokale i Windsor, var der ifølge The Sun ikke en, der buhede af prins Harry og hertuginde Meghan.

Og det varsler nye tider for parret – i sidste uge blev de mødt af buhråb, da de ankom til et Invictus Games-arrangement i Tyskland.

Kritikken mod prins Harry og hertuginde Meghan synes at være forsvundet efter dronningens død. Det hele kan dog ændre sig. Prins Harry har varslet, at han udgiver en ny bog, der rammer gaden mellem thanksgiving og julen i år.

Og hvis prinsen endnu en gang retter skytset mod Buckingham Palace og kritiserer kongefamilien, kan hele forsoningen gå i vasken.

»Jeg tror, det bliver hårdt, når bogen kommer. At han overhovedet truer med det, er meget hårdt. Det er simpelthen for meget,« siger Linda Cohen til B.T.