Hans oldefar blev det, hans farmor blev det, hans far blev det, men grev Henrik bliver det altså ikke.

Den unge grev skal nemlig ikke konfirmeres i Fredensborg Slotskirke, som der ellers har været tradition for i den kongelige familie.

I stedet bliver det Den Danske Kirke i Paris, der kommer til at danne ramme om grev Henriks konfirmation af den kristne tro.

Og det er der en bestemt grund til.

Det fortæller kommunikationschef fra Kongehuset, Lene Balleby, til B.T.

»Familien har boet i Paris de seneste fire år, og grev Henrik er vant til at komme i Den Danske Kirke. Det er også her, han har gået til konfirmationsforberedelse, og det er derfor helt naturligt, at konfirmationen finder sted i Paris,« lyder det.

Prinsesse Marie har gennem tiden i Paris da også haft en tæt tilknytning til kirken.

I 2022 åbnede prinsessen julebasaren i kirken, hvor danskere i Paris kommer.

Greve Henrik bryder med en lang tradition.
Greve Henrik bryder med en lang tradition. Mads Claus Rasmussen

Det bliver dog ikke hele grev Henriks familie, der dukker op til konfirmationen.

Torsdag meldte Kongehuset ud, at dronning Margrethe ikke kommer til at deltage, da hun efter sin rygoperation har valgt at drosle ned for aktiviteterne.

»Dronningens genoptræning efter operationen går godt, men genoptræningsforløbet vil fortsat strække sig over længere tid. Dronningens officielle program vil som følge deraf være præget af et lavere aktivitetsniveau end normalt,« er den officielle udmelding fra Kongehusets kommunikationsafdeling.

Kronprinsparret og deres børn deltager dog alle i konfirmationen.