Nede på jorden. Imødekommende. Sympatisk. Og folkelig.

Det er ord som disse, der går igen og igen, når man spørger danskere, der har mødt ham, hvordan han er. Danmarks kommende konge, kronprins Frederik.

»Han slægter sin morfar på,« siger én af dem. Tidligere livvagt Jesper Lundorf, som fra 1992 og årtiet ud var Frederiks faste skygge. Var dén, der passede på ham. Værnede om hans liv.

Kronprinsens tidligere livvagt, Jesper Lundorf.
Kronprinsens tidligere livvagt, Jesper Lundorf. Foto: Lars Bech
Vis mere

»Mine bedsteforældre kunne fortælle historier om, hvordan kong Frederik tog sig tid til at tage ud blandt befolkningen, få en øl med dem, snakkede med dem. Det gør Kronprinsen også. Han er ude som sig selv, de er ude som familie. De mingler.

Jeg tror, at man en dag vil fortælle den samme slags historier om Kronprinsen, som dem, der blev fortalt om hans morfar,« fortæller Jesper Lundorf om Frederik.

På lørdag fylder han 50. Og at han er populær blandt folket, understreger en dugfrisk måling fra YouGov.

Her er hele 68 pct. af danskerne helt eller delvist enige i, at Kronprinsen er en mand af folket, ligesom 46 pct. tilkendegiver, at han er den af alle kongehusets medlemmer, de synes bedst om.

Kronprinsens trang til at være en af ‘os’, en dreng og mand af folket, sad allerede i ham, da han var en lille dreng og grædende til sin og bror Joachims elskede barnepige Else Pedersen fremstammede, at han ikke havde lyst til at være konge. Og i forfatter Jens Andersens portrætbog ‘Under bjælken’ refererer Frederik igen og igen til sit store ønske om at være mere almindelig.

Han beskriver, hvordan legeaftaler hos vennen Peter Heering var som at komme i himlen, fordi han og Joachim blev behandlet som ‘almindelige unger’. Beskriver, hvordan de to brødre ikke fik lov til at komme med på en klasse-tur til Skotland, fordi officielle pligter kaldte.

Allerede som helt lille sagde en grådkvalt kronprins Frederik, at han ikke havde lyst til at være konge. Her gemmer han sig bag balustraden på Fredensborg Slot. 
Allerede som helt lille sagde en grådkvalt kronprins Frederik, at han ikke havde lyst til at være konge. Her gemmer han sig bag balustraden på Fredensborg Slot.  Foto: ALLAN MOE
Vis mere

»Det var uretfærdigt og ufatteligt, syntes vi, sådan at blive revet ud af den komfortzone, som skolen og især ens kammerater var blevet. Vi ville jo bare så gerne gøre det samme som dem, leve ligesom dem, fordi vi følte os som dem,« siger kronprins Frederik i bogen, hvor han også beskriver sig selv og sit liv frem til uddannelsen som frømand i 1995 som ‘en jagthund under opdragelse’. Af dygtige opdrættere godt nok, men opdrættere der korrigerede. Rettede til.

»Jeg så en meget stor transformation af ham, da han gik ind til frømandskorpset og kom ud nogle år senere. Der skete rigtig, rigtig meget i forhold til den private konto, for der fik han langt større selvværd af dét, som han havde gennemgået. Jeg tror, at det gav ham en enorm selvindsigt, og dén selvtillid lyser ud af ham nu,« lyder vurderingen fra tidligere livvagt Jesper Lundorf, som kalder Frederik  »meget folkelig, meget ligefrem, ganske ukompliceret, nem at gå til, at tale med og være sammen med som menneske«.

En populær Kronprins hilser på deltagere i skolernes OL-finale. 
En populær Kronprins hilser på deltagere i skolernes OL-finale.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Godt og vel 40 km nord for København ligger den lille by Fredensborg. Eller 3480 Korsbæk, som indbyggerne jokende beskriver byen, hvis gågade - som i mange andre mindre stationsbyer - ikke ligefrem emmer af liv en hverdags-formiddag.

Til gengæld har de noget, som de færreste andre stationsbyer har. Et slot. Som der bor kongelige i.

»Når der er gardere foran deres hus, så ved man, at de er her. Så er der liv i huset,« smiler Anne Larsen inde i sin bagerbutik på gågaden. Desværre kan hun ikke kan prale af, at de har besøgt butikken, men hun er ofte stødt på dem.

Når der står gardere foran Kancellihuset på Fredensborg slot, ved de lokale, at Kronprinsparret er i byen.
Når der står gardere foran Kancellihuset på Fredensborg slot, ved de lokale, at Kronprinsparret er i byen. Foto: Jan Jørgensen
Vis mere

Hun er royalist langt op over begge ører og elsker, når kongefamilien er på slottet. Ikke mindst Frederik og Mary.

»De er meget synlige her. Meget folkelige,« siger hun og fremhæver især Kronprinsen.

»Det klæder Frederik at blive ældre. Man kan se, at han har fået skuldrene ned, er mere afslappet. Han er faldet til ro i sin rolle,« vurderer Anne Larsen, der er ligeså gammel som ugens fødselar og er begejstret over, hvor mange mærkedage de har til fælles.

Anne Larsen, Fredensborg
Anne Larsen, Fredensborg Foto: Susanne Johansson
Vis mere

»Tænk dig en gang,« siger hun ivrigt, »vi har en efternøler på 13, og hvem sad oppe i slotskirken, da hun i sin tid skulle døbes? Det gjorde Frederik og Mary. Med lille Christian. Han var 11 dage gammel!«

På gågaden i Fredensborg fortæller folk med stor begejstring om de kongelige, som tydeligvis nyder at være i byen, fordi de får lov til at være sig selv og som ubesværet og uden de store dikkedarer får lov til at blende ind i det stille byliv. Være en del af det.

Især perioden fra 2004 og frem til december 2010 kalder gode minder frem. Det var dér, hvor kronprinsparrets residens på Amalienborg blev restaureret, og de derfor fast boede i byen.

Katrine Helmer fra brugskunst-butikken ‘Country Collection’ husker især tiden, hvor hendes børn gik i samme børnehave som Frederiks.

Katrine Helmer, Fredensborg
Katrine Helmer, Fredensborg Foto: Susanne Johansson
Vis mere

For sit indre blik ser hun stadig billedet af alle de morgener, hvor hun kom halsende med den lille på børnesædet og den store på løbecykel og på vejen mødte Frederik med to børn i ladcyklen.

»Vi så begge lige trætte og grå ud i ansigtet,« griner hun.

Og ligesom Frederik hver morgen lignede enhver anden fortravlet far på vej for at aflevere børn, ligeså meget indgik både han og Mary i institutionens arrangementer.

»Når der var sommerfest i børnehaven, og alle familier skulle have en ret med, kom de også med deres,« fortæller Katrine Helmer og kalder Frederik »en almindelig forælder, som arrangerede legeaftaler som alle andre.«

Danskernes yndlingsbillede af Frederik er, når han kører tur på ladcyklen med sine børn. Billedet her stammer fra DRs dokumentarserie 'Kongehuset indefra'.
Danskernes yndlingsbillede af Frederik er, når han kører tur på ladcyklen med sine børn. Billedet her stammer fra DRs dokumentarserie 'Kongehuset indefra'. Foto: DR/Screendump fra 'Kongehuset indefra'
Vis mere

»Jeg bliver så glad og varm over, at han er vores kommende konge,« siger hun og tilføjer så: »Du skulle lige prøve at gå op i blomsterbutikken. Der køber han altid buketter til Mary.«

Altid og altid er måske så meget sagt, mener Christina Sparkov, der har Fredensborg Blomster. For slottet har deres eget binderi, så er det kun uden for sæsonen, at Frederik stikker hovedet indenfor og siger ‘du ved, hvad hun kan lide’. Hun som i Mary.

»Det vidner da om stor kærlighed til sin kone,« siger Christina Sparkov med ømhed i stemmen om buketterne, som Frederik ofte køber, når Mary kommer hjem efter en udlandsrejse. Og når der i butikken pyntes op til jul, kommer Frederik forbi med børnene for at købe pynt.

Christina Sparkov, Fredensborg
Christina Sparkov, Fredensborg Foto: Susanne Johansson
Vis mere

»Så står de fnisende og grinende, indtil han siger ‘nu skal vi hjem og have varm chokolade’. Det kunne have været en hvilken som helst far med sine børn.

Han efterlader et utrolig sympatisk indtryk. Han er ikke hævet over os andre, er nede på jorden. Jeg er virkelig stolt af ham,« lyder det fra en smilende Christina Sparkov, som har ‘kendt’ og været nabo til Kronprinsen, siden hun var tre.

»Arh,« kommer hun så i tanker om: »Jeg kan nu også godt huske perioden, da han var ung og rebelsk og kørte som en sindssyg gennem byen. Han er heldigvis vokset med opgaven.«

Kronprins Frederik elskede skoleårene, hvor han - til dels - fik lov til at være som alle de andre elever. 
Kronprins Frederik elskede skoleårene, hvor han - til dels - fik lov til at være som alle de andre elever.  Foto: Martin Henrichsen
Vis mere

Perioden, hun refererer til, husker tidligere livvagt Jesper Lundorf også.

Kronprinsen var 24 år gammel, da Lundorf i 1992 blev en del af Frederiks faste stab af livvagter. Det var en tid i Kronprinsens liv, hvor han ofte havnede på forsiderne for sin vilde kørsel, sine kvinder og byture. Men også år, hvor han endelig fandt fodfæstet på egne ben.

»Der blev skrevet en del om, at han kørte fra sine livvagter, var trodsig, var mange ting. Jeg tror, at det var en periode, hvor han har været i syv sind om alle de muligheder, der bød sig for ham. Dén periode, hvor virkeligheden ramte ham som en boomerang lige i hovedet, hvor alt begyndte at blive alvor,« lyder Jesper Lundorfs bud på tiden, hvor Frederik flyttede hjemmefra, studerede i Aarhus og på Harvard Universitet. Og blev en mand.

Uddannelsen som frømand var ifølge tidligere livvagt Jesper Lundorf skelsættende for kronprins Frederik. 
Uddannelsen som frømand var ifølge tidligere livvagt Jesper Lundorf skelsættende for kronprins Frederik.  Foto: KELD NAVNTOFT
Vis mere

»Den tid var en kæmpe modningsproces for ham som menneske. Med årene er han klart blevet mere rund, har lært at acceptere sig selv med de fejl, han har. Den person vil han også gerne accepteres som. Og vil - som sin morfar - hellere huskes som den meget joviale, rummelige og personlige konge, vi får på et tidspunkt.«

Men det er allerede sådan, han huskes af de almindelige danskere, som har mødt ham. Som nu Lene Tollestrup Johansen fra Trend i Nordjylland.

Hun var sammen med sin mand og et hold venner som vanlig til Sankt Hans fest på Trend strand og studsede over, at der var rullet en rød løber ud.

Til en Sankt Hans aften på Trend strand, mødte Lene Tollestrup Johansen Kronprinsen og blev foreviget sammen med ham.
Til en Sankt Hans aften på Trend strand, mødte Lene Tollestrup Johansen Kronprinsen og blev foreviget sammen med ham. Foto: Privat
Vis mere

»Jamen, så stod Frederik, Joachim og prins Henrik dér,« siger hun med benovelsen intakt i stemmen.

»De havde holdt jagt omkring den kongelige jagthytte i Trend og ville gerne se bålet. Jeg var fræk nok til at gå hen til Frederik og spørge, om jeg måtte tage et billede med ham.« Og så griner hun.

»Det er jo ikke hver dag, at man får lov til at stå ved siden af en kommende konge, vel?«

Ligesom Fredensborg er også Trend et fast tilholdssted for kongefamilien. Ikke mindst Frederik, Mary og børnene.

Et afslappet Kronprinspar med tre af deres fire børn. 
Et afslappet Kronprinspar med tre af deres fire børn.  Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Selvfølgelig stopper man lige op, når man ser kronebil 121 i byen, men han går i ét med befolkningen. Jeg tror, at det er dét, de nyder, når de er heroppe,« forklarer Lene Tollestrup Johansen.

At Frederik stortrives med det uformelle, kan også Uffe Sand fra Roskilde bekræfte. Han var på ferie med familien i Key West og gik tur på havnen, da hans otte-årige søn Emil pludselig spurgte, om det ikke var Kronprinsen, der kom sejlende. ‘Jo, det er det’ svarede Frederik selv.

Familien blev tilmed inviteret ombord på båden og sludrede et kvarters tid med Frederik. Og selvfølgelig spurgte de, om de måtte tage et billede.

Familien Sand fra Roskilde mødte Kronprinsen under en ferie i Key West. Her er det sønnen Emil på otte, som ses sammen med Frederik.
Familien Sand fra Roskilde mødte Kronprinsen under en ferie i Key West. Her er det sønnen Emil på otte, som ses sammen med Frederik. Foto: Privat
Vis mere

»Men kameraet var løbet tør for strøm. Det smågrinede vi lidt af, og så spurgte han, om vi var der dagen efter, for så kunne vi komme ned og forsøge igen, hvis vi lige huskede at lade det op,« fortæller Uffe Sand, som fik sit foto i hus og var paf over, hvor jordnær og ubesværet Kronprinsen var.

»Han er tit så stiv i det, når man oplever ham til officielle begivenheder. Det er som om, at han er to forskellige mennesker.«

Hvilken af de to Frederik’er han var, da sygeplejerske Lisbeth Elbæk Mortensen og bankrådgiver Mona Hagelquist i marts måned kom til København for at takke for deres medaljer for lang og tro tjeneste, havde ingen af dem nogen anelse om.

Normalt er det Dronningen, der afholder audiens, men hun var på ferie. Så som rigsforstander var det kronprins Frederiks lod at give hånd til og føre samtale med de 23 mænd og kvinder.

Sygeplejerske Lisbeth Elbæk Mortensen efter audiensen hos kronprins Frederik. 
Sygeplejerske Lisbeth Elbæk Mortensen efter audiensen hos kronprins Frederik.  Foto: Bjarne Luthcke
Vis mere

»Inden man kommer ind, får man præcist at vide, hvad man skal gøre. ‘Goddag, Deres Kongelige Højhed’ starter man, og så takker man for medaljen og snakker om det arbejde, som man har fået medaljen for,« forklarer Lisbeth Elbæk Mortensen, som er operationssygeplejerske på Randers Sygehus og til sine kolleger havde joket med, at når hun engang skulle til København og sige tak for sin medalje, skulle det være til ‘far til fire’.

»Jeg har altid fornemmet, at han var den sødeste fyr,« siger hun, og kalder den private audiens »fuldstændig nede på jorden«.

Sådan oplevede Mona Hagelquist det også. Efter 40 år i Arbejdernes Landsbank i Aarhus havde hun fået sin medalje. Og nu skulle der takkes.

Mona Hagelquist og kollega Jens Karlsen i audiens hos Kronprinsen på Christiansborg Slot. 
Mona Hagelquist og kollega Jens Karlsen i audiens hos Kronprinsen på Christiansborg Slot.  Foto: Bjarne Luthcke
Vis mere

»Vi havde fået introduktionen om at skulle huske at neje og det der. Men der var ingen, der pålagde os noget om, hvad vi måtte tale om. Jeg havde besluttet, at jeg i stedet for at tale om mit arbejde, ville kondolere.

Måske er det at gå for tæt på, men hans far var jo død en måned forinden, så jeg syntes, at det var naturligt nok. Det ville man gøre ved alle andre. Og så havde vi faktisk en god snak om, at det er i orden, at gamle mennesker dør, når de er syge. At det ikke kan være anderledes. Det var en god snak. Det kunne næsten ligeså godt være dig og mig. Helt nede på jorden. Han var sådan en mand, som man havde lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe med. Det var hyggeligt, rart og ubesværet,« fortæller Mona Hagelquist om sin private stund med Kronprinsen.

Og den følelse deler Lisbeth Elbæk Mortensen.

»Han var bare så spørgende, stillede nysgerrige og relevante spørgsmål og kom med kommentarer. Jeg var helt høj, da jeg kom ud. Jeg er ikke specielt royal, men det var en kæmpe oplevelse.«

Folket elsker Kronprinsen. Og man fornemmer, at Kronprinsen elsker folket og nok skal værne om det, når den tid kommer.

For som han siger i Jens Andersens portrætbog ‘Under bjælken’:

»Mere end nogensinde, tror jeg, gælder det om i vores tid at vise, at monarkiet er til for alle sjæle i landet.«

Læs i morgen torsdag historien om Frederik og musikken.