Han faldt for hende, da hun var kun 13 år. Og de blev forlovet, da hun var 16 år. Men det blev en lidt nervepirrende seance, da den græske kronprins skulle bede om tilladelse til at blive gift med Frederik IXs yngste datter, Anne-Marie.

For den danske konge reagerede ikke helt, som han havde forventet.

Faktisk låste den danske konge den nu afdøde ekskong Konstantin inde på et toilet, da han kom for at bede om hans yngste datters, prinsesse Anne-Maries, hånd.

Det har eksdronning Anne-Marie tidligere fortalt i et interview med Hendes Verden:

»Han bad om en samtale med min far for at anmode om lov til at blive gift med mig. Min far åbnede en dør ind til et lille toilet og sagde: 'Gå lige derind, jeg må tale med min kone,' og så låste han døren,« fortalte eksdronningen i interviewet, hvor hun også fortalte, at parrets kærlighed til hinanden var stor, og at hun følte sig heldig for, at de havde fundet hinanden.

Dronning Ingrid ønsker prinsesse Anne-Marie og kronprins Konstantin af Grækenland til lykke med forlovelsen på Fredensborg i 1963.
Dronning Ingrid ønsker prinsesse Anne-Marie og kronprins Konstantin af Grækenland til lykke med forlovelsen på Fredensborg i 1963. Foto: ALLAN MOE
Vis mere

Ekskong Konstantin, der mandag blev begravet, nåede at opleve meget i sit liv. Han blev konge, fandt kærligheden, men mistede også sit kongerige ved et militærkup, der endte med at føre til, at hans kongelige familie måtte flygte fra Grækenland. Flugten fra Grækenland glemte han aldrig.

Men han glemte nok heller aldrig de nervepirrende minutter på det kongelige toilet. Det endte dog godt. For både Frederik IX og dronning Ingrid var ifølge eksdronning Anne-Marie meget begejstrede for deres kommende svigersøn, der dengang var kronprins af Grækenland.

Ifølge historiker ved Syddansk Universitet Michael Bregnsbo var der da også meget optimisme forud for brylluppet. Grækenland havde i slutningen af 40erne været ude i en hård borgerkrig, og landet trængte til et friskt pust.

»Der var måske også et håb om, at Anne-Marie kom fra sådan et stabilt demokrati, så man håbede på, at demokratiet i Grækenland også ville stabilisere sig. Og at kongen fandt en rolle, der var mere passende ligesom i Danmark, hvor man ikke blander sig i politik. For tidligere konger blandede sig i græsk politik,« siger Michael Bregnsbo og tilføjer:

Parret blev gift i 1964.
Parret blev gift i 1964. Foto: Vagn Hansen
Vis mere

»Det var et eventyrbryllup, hvor man så et ung par omgærdet af romantik og måske en tro på, at nu var der nye og lysere tider på vej til Grækenland.«

Men trods begejstringen varede eventyret ikke for evigt.

Parret blev gift i 1964 – tre uger efter at prinsesse Anne-Marie fyldte 18 år. Kronprins Konstantin var i mellemtiden blevet til kong Konstantin II, da hans far var gået bort, og den unge prinsesse blev ved sit bryllup til dronning Anne-Marie af Grækenland.

Men efter kun tre år som regentpar i Grækenland kom militærkuppet, og parret endte med at forlade landet.

Grækenlands kong Konstantin og dronning Anne-Marie med den lille prinsesse Alexia. Kong Frederik IX og dronning Ingrid samt prinsesse Benedikte er også med.
Grækenlands kong Konstantin og dronning Anne-Marie med den lille prinsesse Alexia. Kong Frederik IX og dronning Ingrid samt prinsesse Benedikte er også med. Foto: Allan Moe
Vis mere

Kong Konstantin forsøgte sig med et modkup, men det slog fejl, og parret boede efterfølgende først i Rom og så i London.

I 1974 vedtog grækerne ved en folkeafstemning at afskaffe monarkiet, og Konstantin II blev efterfølgende kendt som ekskong Konstantin. Ekskongen og hans hustru forblev dog et samlingspunkt for de europæiske kongelige, og de fik i alt fem børn sammen:

»Han fik en stor familie og et nært familieliv, så på det personlige plan var det måske ikke så slemt, selv om han selvfølgelig endte med at måtte se monarkiet blive afskaffet i sit hjemland,« siger Bregnsbo.

Den græske ekskonge og hans hustru vendte i 2013 tilbage til Grækenland, hvor ekskongen boede resten af deres dage.

Konstantin II efterlader sig sin hustru, fem børn og ni børnebørn.

Dronning Anne-Marie var i stor sorg, da hun mandag sagde et sidste farvel til sin mand. Dronning Margrethe lagde en hånd på hendes skulder som støtte.
Dronning Anne-Marie var i stor sorg, da hun mandag sagde et sidste farvel til sin mand. Dronning Margrethe lagde en hånd på hendes skulder som støtte. Foto: Nikolas Kominis/Studio Kominis
Vis mere