»Jeg ser en ung kvinde, der ikke vil finde sig i den behandling, hun får, og det tager jeg hatten af for,« siger USAs tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.
Også Storbritanniens tidligere konservative klimaminister Zac Goldsmith var ude med en skarp holdning:
»Harry har smidt bombe efter bombe mod Buckingham Palace – eller rettere, han har bombet sin familie. Megan får, hvad hun vil have,« har Zac Goldsmith sagt til ITV.
Der er bred uenighed over hele kloden omkring interviewet, der er blevet set af langt over 100 millioner mennesker globalt.
En meningsmåling udført af YouGov viser, at briterne er dybt splittet i forhold til hertugen og hertuginden af Sussex' meget omtalte interview med Oprah Winfrey, der blev vist på dansk tv mandag aften.
Næsten halvdelen af de adspurgte mente, at interviewet var upassende. Men rundspørgen er vel at mærke foretaget, før interviewet løb over skærmen mandag aften.
Hele tirsdag har de britiske medier budt på heftig debat. Værten på tv-programmet 'Good Morning Britain' Piers Morgan sendte en tirade af beskyldninger afsted mod Meghan Markle for så at udvandre fra studiet midt under udsendelsen, da vejrværten beskyldte ham for at ødelægge Meghan.
Den førnævnte rundspørge fra YouGov viste, at 36 procent af briterne i denne sag holder med kongehuset, mens 22 procent holder med Harry og Meghan. Men kigger man også på alder, så er 48 procent af unge mellem 18 og 24 enige med det unge par. Kun ni procent af briter over 65 år har samme indstilling.
Flere britiske kommentatorer pointerer, at dette kan blive starten på en kulturel generationskrig
Tim Bale, der er historieprofessor ved Queen Mary Universitetet i London, mener, at interviewet vil give ammunition til de store uenigheder, der er mellem generationerne efter brexitafstemningen i 2016, hvor det i overvældende grad var de ældre, der stemte for brexit.
»Jeg tror, vi vil se en tendens fra den politiske højrefløj til at kategorisere Harry og Meghan som woke. Der vil være politiske point i at gøre Harry og Meghan til frontfigurer for en bevægelse, der i den grad deler vandene,« siger Tim Bale.
Meghan Markles bemærkelsesværdige udtalelse om, at tiden i London og den forfærdelige behandling, hun siger, hun fik af kongehuset, drev hende til selvmordets rand, har affødt stor debat.
Eksperter er også her rygende uenige, både om rigtigheden i selve udtalelsen, og om hvorvidt det bør føre til en uvildig undersøgelse af kongehuset.
»Da Meghan kom ind i den kongelige familie, fik de helt ligesom med Diana muligheden for at forny sig og bevæge sig ind i det 21. århundrede. Men i stedet for at omfavne nye mennesker og måder at tænke på har de forsøgt at kvæle det,« siger Norman Baker, tidligere Labour-minister, til Financial Times.
Også præsident Joe Biden har indirekte forholdt sig til interviewet, der blev set af næsten 20 millioner amerikanere, da det blev vist søndag aften.
»Det er modigt at turde stille sig frem foran verden og fortælle om sine egne problemer og om alvorlige psykiske problemer«, sagde Joe Bidens pressesekretær, Jen Psaki.
Harry og Meghan er bosat i Californien, og det virker til, at der en klart mere positiv udlægning af interviewet i USA.
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har til gengæld undladt at forholde sig til balladen.
»Jeg beundrer dronningen og alt det arbejde, hun gør for nationen og for Commonwealth. Men jeg er af den overbevisning, at når det gælder kongehuset, så er det rigtige for en premierminister ikke at sige noget overhovedet. Og den overbevisning har jeg tænkt at følge,« sagde Boris Johnson ved et pressemøde tirsdag.
