Bemærker du detaljerne? Kunstner forklarer historien bag nyt portræt af kong Frederik
Catherine Raben Davidsen er kunstneren bag det nye portræt af kong Frederik. Her løfter hun sløret for de mange betydninger og detaljer i billedet.

Catherine Raben Davidsen er kunstneren bag det nye portræt af kong Frederik. Her løfter hun sløret for de mange betydninger og detaljer i billedet.

For to år siden fik kunstneren Cathrine Raben Davidsen et særligt opkald.
Her blev hun spurgt, om hun var villig til at lade sig 'indstille' til at male det første portræt af kong Frederik (Se maleriet længere nede i artiklen).
»Jeg brød ud med at sige: Jeg er altså ikke en traditionel portrætmaler. Men jeg kan jo heller ikke sige nej til Kongen, så I må meget gerne indstille mig,« fortæller kunstneren Cathrine Raben Davidsen.
Kort tid efter fik hun endnu et opkald.
Kong Frederik havde besluttet, at hun skulle male portrættet.
Det blev starten på et samarbejde med Kongen, som i den grad også selv er kunstinteresseret.

»Han er jo et utroligt åbent menneske, han er meget nysgerrig og nærværende,« fortæller Cathrine Raben Davidsen.
Hun prøvede ikke at tænke over, at det var Danmarks konge, hun nu skulle arbejde sammen med. Hvis hun skulle kunne male ham godt, skulle hun møde mennesket, fortæller hun.
»Første gang vi mødtes i mit atelier er to år siden allerede, og vi prøvede sammen at kile os ind på, hvordan portrættet skulle laves.«
Cathrine Raben Davidsen og kong Frederik blev enige om, at det gav mening, at kongen skulle være i naturen fremfor på eksempelvis Amalienborg eller en anden institution.

Og så kom kong Frederik selv med en idé.
»Han foreslog selv, vi kunne mødes i Kongsøre Skov ved Isefjorden. Det er et sted han har en personlig forbindelse til, for da han blev frømand, trænede de meget i Kongsøre.«
Efterfølgende fandt Cathrine Raben Davidsen ud af, hvordan kongeegene også hører til i det område, og at der i Kongsøre er et træ, der er 200 år gammel og har en forbindelse til Frederik VII.
»Historien siger, han nød at stå der, når han gik på jagt. Så der er en historisk forbindelse.«

Derfor har egetræet også fået en plads i portrættet.
»Egetræet er vores nationaltræ, det er kongeligt og handler om arv, tid og erindring. Så egetræet har fået en rolle i mit maleri. Det er ikke 1:1, det er mere abstrakt, og måske vil man ikke vide, det er et egetræ, men det er det ekstra historiske lag,« forklarer Cathrine Raben Davidsen.
At kong Frederik er placeret i naturen, har det også noget at gøre med, at han er kendt for at være meget jordbunden?
»Naturen er ikke agent for, hvem er høj og lav og klasse i det hele taget, så det er et smukt billede på det.«

Samtidig er det dog også vigtigt, at kong Frederik fremstår kongelig – derfor er han malet med en særlig uniform, fortæller kunstneren.
»Han har sin søfartsuniform på. Vi kender ham også i fuld uniform, så det var vigtigt for mig, han ikke stod i blazer eller løbebukser. Han er regent og har den vægt på sine skulder, så fokus er på kongerollen og det officielle, men også på mennesket Frederik.« fortæller Cathrine Raben Davidsen.
»Han har også en form for mildhed i sit blik. Han er alvorlig, men jeg har også forsøgt at få et lille smil på læben, som vi allesammen kender – og hans ungdommelige sind og drengethed,« tilføjer hun.
Cathrine Raben Davidsen afslører også, at der er en lille hilsen til dronning Margrethe i maleriet.

»I Riddersalen på Frederiksborg er der alle de gobeliner med markblomster, og der er også margueritten, så selvfølgelig ville jeg gerne inddrage dronning Margrethe i værket,« forklarer hun.
Faktisk har kong Frederik også selv været med til at male netop margueritterne
»Det er en fin lille hilsen til hende, at han står på en bund af løsmalede margueritter, og en af de sidste gange han stod for mig, spurgte jeg, om han havde lyst til at male på margueritterne – og det ville han gerne.«
»Det er jo også hans værk«, lyder det fra Cathrine Raben Davidsen.
Det nye maleri af kong Frederik hænger i Riddersalen på Frederiksborg Slot, og i anledning af det nye portræt kan man også frem til februar se en udstilling, der viser Cathrine Raben Davidsens arbejdsproces med portrættet.
B.T. var til stede under afsløringen af det nye portrætmaleri. Det kan du læse mere om HER.