Lørdag eftermiddag blev kong Charles kronet som konge af Storbritannien.

Men til den historiske dag var Danmark ikke kun repræsenteret af kronprinsparret – der var også en særlig plads til en anden dansker, som fulgte festlighederne på allertætteste hold.

Det var nemlig den danskfødte Birgitte Eva van Deurs Henriksen.

For ikke bare fulgte hun den royale familie i karetkørslen efter kong Charles på turen tilbage til Buckingham Palace, hun var fra balkonen ligeledes med til at vinke til de fremmødte masser sammen med den britiske kongefamilie.

Hertuginde Birgitte (til højre) var ligeledes med til at vinke til folkemasserne fra balkonen ved Buckingham Palace efter kroningen. Her ses hun sammen med prinsesse Alexandra og prins Edward.
Hertuginde Birgitte (til højre) var ligeledes med til at vinke til folkemasserne fra balkonen ved Buckingham Palace efter kroningen. Her ses hun sammen med prinsesse Alexandra og prins Edward. POOL

Birgitte Eva van Deurs Henriksen er nemlig hertuginde af Gloucester.

Og den 76-årige fynbo sad i den tredje og sidste karet, der fulgte kong Charles og dronning Camilla efter kroningen, sammen med sin mand gennem mere end 50 år.

Nemlig den britiske prins Richard, der er fætter til den afdøde dronning Elizabeth.

Dermed udgjorde hertugparret af Gloucester sammen med prinsesse Annes mand, Tim Laurence, den sidste af den royale families karetter.

Den britiske prins Richard er hertug af Gloucester – og så er han gift med danske Birgitte, der er hertuginde af Gloucester. Her ankommer de til Westminster Abbey forud for kroningen af den britiske kong Charles lørdag 6. maj 2023.
Den britiske prins Richard er hertug af Gloucester – og så er han gift med danske Birgitte, der er hertuginde af Gloucester. Her ankommer de til Westminster Abbey forud for kroningen af den britiske kong Charles lørdag 6. maj 2023. AARON CHOWN

Prinsesse Anne red derimod selv – som den første kvindelige såkaldte 'Gold Stick' nogensinde – bag sin bror, kong Charles' karet.

Turen i karet gik som bekendt tilbage til den royale residens på Buckingham Palace.

Her kunne man på billeder fra kroningsweekenden også se en vinkende hertuginde Birgitte, der er født i Odense, hilse på de mange fremmødte fra den royale balkon.

Hertuginde Birgitte voksede op i Danmark, men flyttede siden til England, hvor hun i en periode arbejdede på den danske ambassade i London. Hun har i mere end 50 år været gift med den britiske prins Richard.

Den britiske prins Richard er hertug af Gloucester – og så er han gift med danske Birgitte, der er hertuginde af Gloucester. Her kører de efter kong Charles i karet med viceadmiral Tim Laurence efter kong Charles' kroning lørdag 6. maj 2023.
Den britiske prins Richard er hertug af Gloucester – og så er han gift med danske Birgitte, der er hertuginde af Gloucester. Her kører de efter kong Charles i karet med viceadmiral Tim Laurence efter kong Charles' kroning lørdag 6. maj 2023. HANNAH MCKAY

Det danske kronprinspar deltog også i kroningen.

Her overværede de den historiske ceremoni fra 7. række i Westminster Abbey. Pladserne bliver fordelt efter kongelig anciennitet.