Kong Frederik har nu overstået sin blot anden nytårstale nogensinde.
Men en særlig detalje, som blev hyldet til debuten sidste år, blev altså ikke gentaget til årets nytårstale.
»En sjov detalje var, at Kongen ikke valgte at gå ind til bordet som sidste år – så det var altså ikke starten på en tradition sidste år, men en engangsforestilling,« bemærker B.T.s underholdningsredaktør Fie West.
Tv-værten Bubber savnede dog detaljen med en start i bevægelse.
»Jeg kunne godt lide det med, at han gik fra a til b og sætter sig ned, så er der ligesom action. Her sad han og kiggede lidt tomt og ventede på sit go, og så tog han sine pæne læsebriller på,« lyder det med et grin fra Bubber.
Sådan har Fie West det nu også lidt.
»Jeg var personligt ret vild med detaljen i, at han gik ind – og for min skyld kunne det have været en sjov forandring, at det fortsatte,« siger hun.
For B.T.s underholdningsredaktør at se kan der dog være god mening bag, at kong Frederik ikke gentog sidste års succes med en gående entré.
»Sidste år skulle han markere en overgang, vise tydeligt at noget var forandret. Men i år fornemmer vi allerede stabilitet. Han sidder ved bordet, han har den samme kunst og er i det samme rum,« lyder det fra Fie West.
For kong Frederik sad altså igen i sit modtagelsesgemak på palæet på Amalienborg, ligesom også den bornholmske skulptur 'De fire kontinenter' stod klar igen på skrivebordet.
»Nytårstalen er en tradition, og vi kan godt lide genkendeligheden, så derfor giver det også god mening, at man allerede nu holder fast i flere elementer,« forklarer Fie West.
Du kan følge B.T.s liveblog fra nytårstalen HER.
