Bekymringen for dronning Elizabeths helbred er nu så alvorlig, at prins Charles, prins William og hertuginde Camilla alle er rejst mod Skotland for at være sammen med dronningen, der befinder sig på Balmoral.

Det skriver BBC og flere andre britiske medier.

Den 96-årige dronning, der har befundet sig på den kongelige families slot Balmoral i Skotland den seneste tid, har fået problemer med helbredet, der har gjort lægerne bekymrede.

»Som følge af en evaluering denne morgen er dronningens læger blevet bekymrede for Hendes Majestæts helbred og har anbefalet, at hun forbliver under tæt overvågning af læger. Dronningen har det bekvemmeligt og er på Balmoral,« har en talsmand fra det britiske kongehus udtalt ifølge Daily Mail.

Ifølge BBC er både prins Charles og hertuginde Camilla nået frem til Skotland, mens prins William er på vej.

Prins Willian har ellers selv tidligere på dagen været i fokus, da han sammen med hertuginde Kate afleverede deres børn til deres første skoledag i deres nye skole i Windsor, hvor familien netop er flyttet til.

Svækkelsen i dronningens helbred skete efter, at hun onsdag måtte trække sig ud af et virtuel møde i Statsrådet, da hendes læger anbefalede hende at hvile sig.

Den britiske premierminister, Liz Truss, har udtalt, at hele nationen er meget bekymret:

»Mine tanker – og tanker fra folk over hele Storbritannien – er hos Hendes Majestæt Dronningen og hendes familie på denne tid,« sagde ifølge BBC:

Der har længe været bekymringer for den aldrende monark, der den seneste tid har haft motoriske problemer og har virket mere skrøbelig end tidligere.

Blandt andet frarådede lægerne, at monarken rejste fra Skotland til London i denne uge for at udnævne den nye premierminister. I stedet rejste både den afgående premierminister, Boris Johnson, samt Liz Truss til Skotland i stedet.

Det var første gang i hendes 70 år lange regeringstid, at dronningen måtte udnævne en premierminister på Balmoral.