Retssagen mod kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, er i fuld gang.

Han er tiltalt for 38 forskellige lovovertrædelser. To dage før retssagen startede, blev han anholdt for fjerde gang – sigtet for ny vold, knivtrusler og overtrædelse af tilholdsforbuddet mod en af ofrene i sagen.

Onsdag morgen fik Aftenposten oplyst, at den 29-åriges far, Morten Borg, også er blevet afhørt som vidne i forbindelse med de nye anklager mod Høiby. 

Nu bekræfter kvindens forsvarsadvokat, Mette Yvonne Larsen, over for Dagbladet, at Borg er blevet afhørt.

»Jeg kan bekræfte, at han er blevet afhørt, men jeg vil ikke sige mere end det,« siger hun.

Det er uvist, hvorfor Morten Borg er blevet afhørt.

Morten Borg og kronprinsesse Mette-Marit fik Marius sammen efter en kort romance i 1996 – og har tilsyneladende haft et godt forhold siden da. De har dog aldrig været i et forhold.

Den norske kongehusekspert Caroline Vagle fortæller til Se og Hør, at der gennem alle årene har været et særligt bånd mellem far og søn.

»Alle tænker måske først og fremmest på kronprinsparret som Marius' forældre, men Morten Borg er vigtigere for Marius, end de fleste ved,« siger hun til bladet.

Den 57-årige far har holdt en relativt lav profil i offentligheden de seneste år. Han blev tidligere dømt for besiddelse af 50 gram kokain tilbage i 2000.