Barnepigen, studievenner og fællesskab.
Det var tre af de emner, som kong Frederik tirsdag aften kom ind på ved statsbesøget i Estland.
Og det er mere personligt, end han plejer at være i en tale ved et statsbesøg, men én ting savnede B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, nu alligevel fra talen.
»Han nævner sin estiske barnepige, som sang for ham, estiske venner fra studietiden i Aarhus og et ret fint minde om sit allerførste statsbesøg i landet som kronprins,« siger hun.
Kong Frederiks tale er således »enormt« personlig – og han tager endda selskabet længere ind end han eksempelvis gjorde ved statsbesøget i Letland, lyder det fra underholdningsredaktøren.
Og selvom han også kom forbi frihed, der ikke skal tages for givet, Ukraine og sammenholdet i FN, Nato og EU som den største styrke, så nævner han ikke en anden højspændt igangværende situation.

Nemlig Grønland.
»Jeg har været spændt på at se, om Kongen ville sende et nik til situationen omkring Grønland i sin tale, men det er totalt fraværende,« siger Fie West og tilføjer:
»Mit bud er, at sagen simpelthen er for politisk betændt til, at der overhovedet kan være noget i sådan en tale, der kan bare lugte af Grønland.«
Videre forklarer hun, at FN, Nato og EU er emner, som Kongen jævnligt har nævnt i taler fra sidste år – og det skal nu alligevel ses som et tydeligt signal.
Her understreger Kongen vigtigheden af Nato, lyder det.
»En anden ret sjov detalje er, at talen blev holdt på dansk. Det ser vi normalt ikke ved statsbesøg, men det er ifølge Kongen simpelthen, fordi både det estiske og danske folk sætter deres modersmål højt,« slutter underholdningsredaktøren af.
