Brigitte Bardot har været ude med riven igen og for en gangs skyld er det ikke kun dyremishandling, hun hidser sig op over.

Den franske skuespillerinde udtaler sit mishag med prins Williams kæreste Kate Middleton.

Ifølge Bardot er den unge kvinde alt for opsat på at passe ind i den britiske kongefamilie. Hun anstrenger sig for meget, mener den forhenværende sexkilling.

Og så kommer dyrene på banen. Bardot synes, det er skammeligt, at Middleton fornylig tog på rådyrjagt i Skotland sammen med de kongelige.

- Hvor nedslående. Hun forsøgte at vinde William og hans familie for sig, men det er altså ikke måden at fange en mand på, fnyser den aldrende dyreven.