Det kan godt være træls, når man som storebror ikke kan få sin lillebror til at makke ret. Det må den britiske kong Charles sande.

Efter flere måneders stridigheder med prins Andrew og hans kommende hjem, er kongen ved at være godt træt af balladen.

Det beretter flere britiske medier, herunder Independent.

Balladen drejer sig stadig om den flotte paladsejendom Royal Lodge, som prins Andrew har beboet siden 2004, og som ligger ganske tæt på det kongelige slot i Windsor.

Den kongelige familie tog en tur i kirke til påske.
Den kongelige familie tog en tur i kirke til påske. Foto: YUI MOK
Vis mere

Kong Charles er dog kendt for at ville slanke monarkiet, og derfor har han tilsyneladende planer om at få sin lillebror prins Andrew ud af den mondæne bolig.

Allerede for nogle måneder siden kom det frem, at kongen havde smidt sin søn prins Harry og hertuginde Meghan ud af det noget mindre kongelige hus Frogmore Cottage. Den officielle begrundelse var, at kongehuset ikke mente, at parret havde brug for boligen mere, efter de var flyttet til Californien.

Ifølge britiske medier har kongen dog hele tiden haft planer om at installere sin bror i de mindre luksuriøse omgivelser i stedet. Prins Andrew er nemlig efterhånden blevet en skamplet på det britiske kongehus efter balladen om hans tætte forbindelser til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

Men prins Andrew er tilsyneladende ikke så nem at få til at flytte ud. Ifølge Independent forsøger han at modsætte sig ethvert forsøg på at få ham ud af Royal Lodge.

Kong Charles er efterhånden temmelig irriteret på sin lillebror, forlyder det.
Kong Charles er efterhånden temmelig irriteret på sin lillebror, forlyder det. Foto: YUI MOK
Vis mere

Og det er efterhånden så hård en kamp, at kong Charles er ved at være godt træt af det.

Mange kilder omkring kongehuset har udtalt sig til britiske og amerikanske medier, og ifølge Page Six siger en kilde, at forholdet mellem kongen og hans bror aldrig har været dårligere:

»Det har udviklet sig til en ægte kamp, som han aldrig havde forventet, og den har efterladt ham træt og rasende,« lyder det fra kilden.

En anden kilde beretter, at prins Andrew ikke ønsker at flytte ud af den store ejendom, da han finder den passende til en 'senior'-kongelig – og dermed altså ikke ønsker at blive degraderet til en mindre bolig.

Prins Andrew.
Prins Andrew. Foto: YUI MOK
Vis mere

Dertil kommer, at det menes, at prins William har et ønske om at overtage prins Andrews palads, da han som tronarving nu har en vigtigere rolle end før og har brug for et større kontor. Og det hus i Windsor – Adeleide Cottage – som han og prinsesse Kate bebor, er ikke så rummeligt.

Ifølge forfatteren Nigel Hawthorne, der har skrevet bogen 'Prince Andrew: Epstein, Maxwell and the Palace', og som er ved at skrive en bog om kong Charles' forhold til prins Andrew, så har de to brødre altid været i konkurrence med hinanden.

Prins Andrew var nummer to i arvefølgen, da han blev født og var altid efter sin bror, men fik et stort forspring i konkurrencen, da han deltog i Falklandskrigen og blev hyldet som en krigshelt, mens Charles' militærkarriere 'kun' resulterede i en post som kaptajn på et militærskib.

»Men problemet ved at være 'reserven' (nummer to i arvefølgen, red.) er, at hver gang, der fødes en ny, rykker du en plads længere ned, og Andrew er nærmest blevet helt udslettet. Charles er konge og har magten«, siger Hawthorne til Page Six.

Angiveligt er prins William interesseret i prins Andrews hus.
Angiveligt er prins William interesseret i prins Andrews hus. Foto: Aaron Chown
Vis mere

Prins Andrew har boet i Royal Lodge, der er ejet af kongehuset, siden 2004. Han bor der sammen med sin ekskone, Sarah Ferguson. Prinsen underskrev i sin tid en 75 års lejekontrakt til en værdi af en million pund, og han har brugt 7,5 millioner pund på at renovere herligheden.

Han kan dog blive tvunget til at flytte ud, da der også er forlydender om, at kongen formentlig vil reducere hans nuværende årlige apanage på 249.000 pund.

Trods problemerne forsøger den britiske kongefamilie at gøre, hvad de kan, for stadig i offentligheden at fremstå som en samlet enhed.

Blandt andet deltog kong Charles sammen med alle sine søskende, kone og sin søn prins William samt dennes familie i en påskegudstjeneste for nylig.

Lyt til B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder eller der, hvor du normalt lytter til podcast: