Søndag aften trådte Emil Obel ind i festsalen på Christiansborg Slot og fandt sin plads ved prins Christians 18-års fødselsdag. Da han tjekkede navnene på sine borddamer, kunne han konstatere, at han skulle sidde ved siden af ikke bare én, men to prinsesser.

Den tidligere vinder af 'Den store bagedyst' havde nemlig fået både fødselarens lillesøster, prinsesse Isabella, og den hollandske kronprinsesse Amalia til bords.

Nogle ville måske blive nervøse af at skulle varte to royale borddamer op, men dagen derpå forsikrer den 22 årige Emil Obel, at han havde en god aften:

»I virkeligheden var det ret stille og roligt. Hele aftenen var meget styret, så det var trygt. De mange indslag var en god måde at afdramatisere det på,« siger han.

Prinsesse Isabella, Emil Obel og prinsesse Amalia af Nederlandene lytter til talerne under prins Christians 18 års fødselsdag.
Prinsesse Isabella, Emil Obel og prinsesse Amalia af Nederlandene lytter til talerne under prins Christians 18 års fødselsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mellem de mange taler og musikalske indslag flød snakken med de to prinsesser rimelig frit.

»De er begge unge mennesker som mig selv, så vi talte om studier, om fødselaren, og så var der også mere privat snak mellem Isabella og Amalia, fordi de kender hinanden,« siger han. 

Gæstelisten bestod udover royale gæster fra ind- og udland, af 200 18-årige fra Danmark, Grønland og Færøerne og repræsentanter fra sports-, kunst- og kulturverdenen. Emil Obel var inviteret i sidste kategori:

»På min invitation, stod der ‘influencer og entreprenør’, men jeg tror, jeg er inviteret med, fordi kronprinsfamilien har set ‘Den store bagedyst’,« siger den 22-årige, der til daglig studerer på den danske scenekunstskole.

De fem tronarvinger, der står til at overtage kongehusene i Sverige, Norge, Danmark, Holland og Belgien.
De fem tronarvinger, der står til at overtage kongehusene i Sverige, Norge, Danmark, Holland og Belgien. Foto: Foto: Keld Navntoft/Kongehuset
Vis mere

Kort efter han i 2018 vandt finalen i tv-programmet, overrakte Kronprinsparrets deres årlige priser og sendte en hilsen til programmet:

»De lavede på scenen en joke om, at hele familien havde set 'Den store bagedyst'. Nogle af mine kollegaer fra programmet har også mødt den kongelige familie – for eksempel ved Royal Run.«

Det er ikke første gang, at Emil Obel selv møder repræsentanter fra den kongelige familie. I 2019 året efter han, som den hidtil yngste vandt bagekonkurrencen, serverede han kage for Dronningen ved en udstilling på Christiansborg. 

I går mødte han hende igen. 

Mens de 18-årige gæster fra hele landet ankom i par, skulle Emil Obel, alene gå op og hilse på den samlede kongelige familie. 

»Der var lidt nerver på og lige i starten var det akavet. Der var ventetid, men nogle i køen var gode til at gribe ordet og så gik det hurtigt over – vi var jo alle i samme båd,« siger han.

Resten af aftenen blev ‘afviklet effektivt og systematisk’.

»Det var spis effektivt og lyt. For når Dronningen er færdig med at spise, bliver der ryddet af, så vidt jeg forstod,« siger Emil Obel, der som vegetar fik en lidt anden menu, end de fleste andre gæster. 

I stedet for pighvar fik han bagte jordskokker til forret. Graasten unghanen til hovedretten blev erstattet af en ret med svampe i æggestand og desserten var en fødselsdagskage, som han beskriver sådan her:

»Kagen var lækker, frisk og sommerlig med ferskner og passionsfrugt.«

Emil Obels eneste udfordring under middagen var at finde rundt i de mange regler, etiketten foreskriver. Og her hjalp det ikke at sidde midt mellem to prinsesser.

»Det var halv nyt for os alle – til dels også for Isabella og Amalia. Der skulle have siddet en fra hoffet ved alle borde og guide os igennem, men bordplanen kunne ikke gå op, så der var ikke en ved vores bord. Men vi kiggede bare rundt og holdt øje med, hvad de andre gjorde.«

Klokken 20 blev kameraerne slukket, og fødselaren blev fejret under mere private former. Men det udviklede sig ikke til en vild fest, for klokken 22 blev gæsterne sendt hjem.

To ting vil Emil Obel særligt huske aftenen for:

»Selskabet – selvfølgelig, og så de musikalske indslag. Både koncerten til sidst, men især pigekoret og drengekoret.«