Det har skabt røre i London, at prins Harry og hertuginde Meghan onsdag meldte ud, at de vil trække sig fra rampelyset.

»Hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun giftede sig ind i kongefamilien, så jeg synes, det er lidt hyklerisk at melde sig ud nu. Hun havde et valg,« siger en af de briter, B.T. torsdag har talt med foran Buckingham Palace.

Men 28-årige Tom Kerridge er ikke den eneste, der har en holdning til parrets chokerende udmelding. Det viser det enorme opbud af både britiske og internationale medier, som møder B.T. i den britiske hovedstad, og hvis sendevogne holder i kø langs Londons gader.

Ironisk nok tyder meget på, at det netop er den massive pressedækning, der har fået prins Harry og hertuginde Meghan til nærmest at flygte ud af Storbritannien.

Stort presseopbud foran Buckingham Palace.
Stort presseopbud foran Buckingham Palace. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

Siden den amerikanske skuespillerinde i 2016 indledte et forhold til den britiske prins, har medierne både skrevet om hendes anstrengte forhold til sin familie, og hvordan hun kontrollerer sin mand ved blandt andet at droppe gamle traditioner om f.eks. at vise deres førstefødte frem for offentligheden umiddelbart efter føldsel, og i oktober lagde prins Harry sag an mod en række britiske aviser for påstået aflytning af parrets telefoner.

Kort tid efter stod hertuginde Meghan frem på tv og fortalte grådkvalt om en svær tid som nygift og nybagt mor, samtidig med at de britiske medier har skrevet den ene kritiske artikel efter den anden om hende og hendes mand.

Og nu blev det tilsyneladende nok for parret, som fremover vil bruge tid i både Storbritannien og Canada, beholde deres protektioner, men ellers holde sig ude af rampelyset og arbejde på at blive økonomisk uafhængige, oplyste de onsdag på Instagram.

Men det mener nogle af de briter, B.T. møder, vil blive svært.

En gruppe royalister har taget opstilling foran Buckingham Palace i London, hvor den royale sag kaldes 'Megxit' på forsiden af aviserne.
En gruppe royalister har taget opstilling foran Buckingham Palace i London, hvor den royale sag kaldes 'Megxit' på forsiden af aviserne. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

»Jeg har ikke noget imod prins Harry og Meghans beslutning, men vi må se, hvordan de klarer den,« siger Julie Bellis, som bor i London.

»Tvivler meget på, om de kan klare sig økonomisk. Det siger de nu, men jeg går ud fra, at vi må se tiden an.«

Britiske medier mener dog, at selvom det er uklart, hvordan parret vil tjene penge uden for rampelyset, så mangler de ikke ligefrem pund på kistebunden. Hertuginde Meghan har i sin tidligere tilværelse som skuespiller haft en god indtjening, mens prins Harry gennem tiden har modtaget mange millioner fra sin far, prins Charles.

På gaden i London møder B.T. briter, der personligt er kede af ikke længere at kunne støde på en smilende prins Harry i Hyde Park. Men der er også dem, der er mere kede af det på deres vegne.

De britiske medier elskede Meghan Markle, da hun giftede sig med prins Harry i 2018. Siden er det gået helt galt.
De britiske medier elskede Meghan Markle, da hun giftede sig med prins Harry i 2018. Siden er det gået helt galt. Foto: Damir Sagolj
Vis mere

»Hun er bare et menneske, der prøver at finde sin plads i livet. Vi prøver allesammen at finde ud af, hvad livet har at tilbyde os, og hun er ikke anderledes end os andre. Medierne går til hende, fordi hun ikke har nogen kongelig baggrund, men de kommenterer også hendes påklædning og fremtoning,« siger Chloe Odams.

Selvom prins Harry og hertuginde Meghan ikke længere ønsker at optræde offentligt, beholder de deres protektioner, som i høj grad vil kræve deres tilstedeværelse.

B.T.s kongehusekspert Michael Bregnsbo mener dog ikke, det nødvendigvis lyder modstridende.

»Det bliver nok svært, for pressen vil jo komme. Men der vil nok ikke blive givet fotomuligheder eller eksklusive interviewaftaler på forhånd. En del af protektionerne er måske også mere skrivebordsarbejde, hvor man ikke optræder ude i offentligheden,« siger han.