De fleste ville nok takke ja, hvis det britiske kongehus ringede og tilbød dem et højt profileret job.

Men 'de fleste' betyder ikke alle. Det må prinsesse Kate indse.

Hun havde nemlig udset sig 51-årige Alison Corfield, der beskrives som en 'PR-guru' i det britiske medier, til rollen som sin privatsekretær.

Det skriver The Telegraph.

Og hvad var Corfields svar så til dette fine tilbud? Tak, men nej tak.

Hun vil hellere blive i sit nuværende job ved kendiskokken Jamie Oliver. Dels, fordi hun er en vigtig del af hans hold, blandt andet i hans kampagne for gratis måltider til britiske skolebørn, men også, fordi hun ikke ønsker et job med så stor bevågenhed, som der vil være på prinsessens privatsekretær.

Det fortæller en anonym kilde til mediet.

»Hun besluttede, at hun ville fortsætte med det job, hun kender så godt, hvor hun kan være baggrunden. Hun ville ikke have den omtale, der følger med at arbejde på det niveau for en så kendt institution.«

Dermed må prinsesse Kate i gang med at lede efter en ny afløser for hendes tidligere privatsekretær, Hannah Cockburn-Logie, som arbejdede for hende i 2,5 år, før hun kort tid efter dronning Elizabeths død trak sig fra jobbet. Her lød det, at personlige årsager var grunden til stoppet.

Alison Corfield var i forvejen et lidt uortodokst valg, da det tidligere har været kutyme, at privatsekretærerne er blevet rekrutteret blandt medarbejdere i embedsværket.

Dette har prinsesse Kate dog ønsket at ændre på, da hun ifølge hoffet vil have en privatsekretær med en mere moderne tilgang og med erfaring fra den private sektor.