Tjek har påvist asbest på kongeskibet Dannebrog. Men hverken søfolk eller kongefamilien har været i sundhedsrisiko, oplyser Søværnet.

Der blev fundet asbest på kongeskibet Dannebrog, da teknikere efter et tip i sidste uge undersøgte skibet. Enkelte asbestforseglinger var også brudte, men hverken kongefamilie eller søfolk har ifølge Søværnet været i fare. Skaderne skal nu fikses, men det får ikke indflydelse på dronningens søplaner.

- Vi har ligget stille et stykke tid, men vi har kørt en alternativ uddannelse af besætningen, så vi er overbevist om, at vi kan overholde den allerede fastlagte termin for dronningens ombordstigning, siger fungerende chef for Søværnets Operative Kommando Henrik Andersen.

Han oplyser, at dronning Margrethes søplaner starter i maj.

Kongeskibet er løbende siden begyndelsen af 1980'erne blevet saneret for asbest, men man har alligevel fundet rester bag vægge.

/ritzau/