Tidligere på året bemærkede nogle af dronning Elizabeths ansatte, at flere genstande på mystisk vis forsvandt fra Buckingham Palace.

Nu er en 37-årig mand anholdt og sigtet for tyveri.

Det skriver Daily Mail, der beskriver, at det ikke er usædvanligt, at ting fra tid til anden forsvinder fra dronningens residens.

Alligevel begyndte ansatte tidligere på året at undre sig over, at ting som indgraverede glas og skræddersyede billedrammer med prins Harrys emblemer forsvandt, og politiet blev derfor involveret.

For nylig skete der så et gennembrud i sagen. Ifølge sigtelsen dukkede en af tyvekosterne nemlig op på eBay.

Politiet, som løbende har efterforsket sagen, opdagede, at en medalje tilhørende viceadmiral Tony Jonnstone-Burt, pludselig var sat til salg til den nette sum af 350 pund – cirka 3.000 kroner.

Og det var altså ikke viceadmiralen, som står i spidsen for den kongelige husholdning, der selv stod bag annoncen.

Det var tyven. En 37-årig mand, som havde været ansat hos den britiske dronning i seks år, beretter Scotland Yard.

Manden blev 7. august anholdt i sit hjem i Royal Mews, som ligger på Buckingham Palaces grund og traditionelt fungerer som residens for paladsets ansatte.

Han er foreløbigt løsladt mod kaution, mens sagen efterforskes.

Kongehuset har ikke ønsket at kommentere sagen, men over for DailyMail bekræfter politiet, at sagen fortsat er under efterforskning.