'Han ved, hvad der skete. Jeg ved, hvad der skete. Og der er kun én af os, der fortæller sandheden.'

Sådan lød det fra Virginia Roberts Guiffre, da hun tilbage i december i et interview med BBC i detaljer fortalte, hvordan hun i 2001 som bare 17-årig blev tvunget til at have sex med den britiske prins Andrew.

Den nu 35-årige amerikanske kvinde hævder, at den pædofilidømte milliardær Jeffrey Epstein og hans veninden og højre hånd, Ghislaine Maxwell, tvang hende til at være sammen med prinsen.

Så ud over teenageren og prinsen er der faktisk to personer mere, som ved, hvem af dem, der taler sandt.

Øjeblikket før prinsen og den purunge pige - efter hendes udsagn - første gang var sammen, er nemlig foreviget på et fotografi, som de seneste måneder har gået verden rundt:

Den dengang 41-årige prins har armen om en letpåklædt Virginia, som ligner det, hun på daværende tidspunkt var: En stor skolepige.

Virginia Roberts Guiffre har siden fortalt, at hun bad Jeffrey Epstein tage billedet, fordi hun gerne ville vise sin familie, at hun havde mødt en kongelig. I baggrunden ses en mørkhåret kvinde, Epsteins veninde og påståede medsammensvorne, Ghislaine Maxwell.

Epstein tog som bekendt sit eget liv i en fængselscelle i New York i sommer, så hans version af sagen tog han med sig i graven.

Virginia Giuffre blev rasende, da de gik op for hende, at prins Andrews navn er slettet i netop offentliggjorte retsdokumenter. (Arkivfoto)
Virginia Giuffre blev rasende, da de gik op for hende, at prins Andrews navn er slettet i netop offentliggjorte retsdokumenter. (Arkivfoto) Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Men Ghislaine Maxwell spøger stadig i kulissen, og kan iøvrigt også selv vente et retsligt efterspil for sin rolle i Epsteins påståede pædofilring.

Ifølge New York Post tiggede prins Andrew Maxwell om at stå offentligt frem og forsvare ham.

»Andrew bønfaldt Ghislaine om at forsvare ham offentligt. Hun overvejede det nøje, men besluttede, at der ikke ville komme noget godt ud af det. Det ville ikke være i hendes interesse,« siger kilden til avisen.

Det skulle efter sigende have været den afvisning, der fik hertugen til at gå på tv og give et katastrofalt interview til BBC.

Ghislaine Maxwell var i årevis tæt på Jeffrey Epstein og beskyldes af flere for at have været i ledtog med ham. (Arkivfoto)
Ghislaine Maxwell var i årevis tæt på Jeffrey Epstein og beskyldes af flere for at have været i ledtog med ham. (Arkivfoto) Foto: HANDOUT
Vis mere

En beslutning, som kun gjorde sagen værre for ham, da han ikke viste synderlig stor empati for Epsteins mange ofre og flere gange fremstod arrogant og verdensfjern.

Ligesom Jeffrey Epstein var også Maxwell en nær ven er prins Andrew. Hun mistænkes for at have hjulpet milliardæren med at hverve unge kvinder til hans pædofilring.

De seneste måneder er hun ikke set offentligt, men det menes, at et netværk af hendes betydningsfulde venner hjælper med at holde hende skjult.

Ifølge New York Posts oplysninger mødte hertugen og Ghislaine Maxwell sidst hinanden på Buckingham Palace i juni sidste år - to uger efter, at amerikanske anklagere meddelte, at de ville genåbne efterforskningen af Epsten.