Stilheden har været totalt fra Andrew Mountbatten-Windsor, den tidligere prins Andrew.
Og nu kommer kritikken.
For det sorte får i det britiske kongehus har ifølge Sky News nu misset den deadline, som han havde fået af den amerikanske kongres til at udtale sig om sit venskab med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Tidligt i november kom det således frem, at man fra USAs side havde anmodet Andrew Mountbatten-Windsor om at deltage i et 'interview'.
Nu viser det sig, at opfordringen faktisk kom med en frist: 20. november.
I en udtalelse lyder det Robert Garcia og Suhas Subramanyam, der begge er medlemmer af Repræsentanternes Hus:

»Andrew Mountbatten-Windsors tavshed over for tilsynsudvalgets krav om et vidneudsagn er ganske sigende,« lyder det.
Den tidligere prins er igennem flere år blevet beskyldt af nu afdøde Virginia Roberts Giuffre for at have tiltvunget sig sex med hende. Første gang var hun angiveligt kun 17 år.
Ifølge de amerikanske politikere rejser hendes beskyldninger samt indholdet i de endnu hemmeligholdte Epstein-dokumenter »alvorlige spørgsmål, som han bør besvare«.
»Alligevel fortsætter han med at skjule sig,« skriver Robert Garcia og Suhas Subramanyam.

Humlen er, at den amerikanske kongres ikke har beføjelser til direkte at tvinge Andrew Mountbatten-Windsor til at møde op via eksempelvis en stævning.
Men presset stiger på ham.
Lørdag gav den britiske premierminister, Keir Starmer, eksempelvis sit syn på sagen, skriver Sky News:
»Jeg vil ikke direkte kommentere på denne sag,« sagde han indledningsvist og fortsatte så:
»Men som jeg tidligere har sagt, er jeg af den generelle opfattelse, at enhver med oplysninger i sager af denne type bør give det videre til dem, der har brug for det.«

