»Det må siges at være lidt atypisk at komme i smoking. Der har man læst lidt forkert på invitationen.«
Sådan sagde kjoledesigner Jesper Høvring, da han torsdag aften var med i DRs studie, som dækkede middagen på Amalienborg, der blev afholdt torsdag aften i forbindelse med det norske kongepars statsbesøg.
Og her var der altså især én gæsts 'forkerte' påklædning, som løb med opmærksomheden. Den ene vært, Ulla Essendrop, spurgte tidligere ceremonimester Christian Eugen-Olsen, om der fra Kongehusets side bliver taget notits af den slags fejl i påklædningen, og svaret var klart:
»Lad mig sige det sådan: Det bliver bemærket,« lød det fra den tidligere ceremonimester.
I studiet vidste de ikke, hvem herren i smokingen var, og der blev endda spekuleret i, om det kunne være en af de norske gæster. Men manden er helt igennem dansk, og han hedder Anders Nejsum.
Han er administrerende direktør og stifter af softwarefirmaet Visikon, og han lægger sig fladt ned.
»Haha, ja det hørte jeg godt. Heldigvis først bagefter,« skriver han i en sms til B.T. om bemærkningerne, der faldt på DR.
Her fortæller han også, at han tidligere har deltaget i en middag ved et statsbesøg, og det er her, grundlaget for misforståelsen skal findes.
Træk i billedet her og find ud af, om du kan se forskellen på en smoking og kjole og hvidt:
»Det var en total misforståelse fra min side i travlheden. Jeg deltog i en middag ved statsbesøget i Berlin i 2021, hvor der også var mulighed for black tie. Men jeg må bare give min uforbeholdne undskyldning til Hendes Majestæt. Det skal aldrig ske igen,« slår han fast.
Der var da heller ingen, der kommenterede tøjvalget til middagen, som var en helt igennem god oplevelse og mindeværdig aften for direktøren.
»Der var en helt vidunderlig imødekommende stemning med rigtig mange gode og nysgerrige samtaler med både de norske og danske gæster, og hoffet og alle rundt om var utrolig nærværende og hjælpsomme,« forklarer han og fortsætter:
»Vi følte os alle meget velkomne, og på trods af de eventyrlige og formelle rammer oplevede jeg, at det var de menneskelige relationer, der var i centrum. Ikke mindst personificeret i talerne og det tydeligvis kærlige bånd imellem det norske og danske kongehus.«

Visikon er softwarefirma, som laver digitale løsninger inden for sundhedsområdet. De har blandt andet lavet appen 'Mit Forløb' til patienter og borgere, der står over for en behandling. Gennem appen kan de få personlig information fra hospital eller behandlingssted.
Herunder kan du høre ugens udgave af 'Kongehuset bag kulissen', hvor kongehusekspert Jakob Steen Olsen påpeger, at det danske kongehus på flere punkter kunne lære af det norske.