Lyt til artiklen

Alt er forandret på Amalienborg.

Kongehuset har nu gennemført en gedigen royal forårsrengøring. På under et år har man afviklet Kronprinsens aktive IOC-medlemskab, forholdet til den nu skandaleramte kostskole Herlufsholm – og senest har man smidt skogiganten ECCO på porten.

Kongehuset er i de senere år rykket tættere på Christiansborg. Det er slut med dronning Margrethes meget upolitiske stil. Dronningens fokus-områder har været kunst og kultur, og hun har sjældent givet udtryk for sin holdning. På den måde minder hun faktisk om sit britiske sidestykke, dronning Elizabeth, der har sat pligten over alt andet.

Men nu er det nye tider.

Dronning Margrethe og Tysklands vicekansler, Robert Habeck, indvier FLUGT i Oksbøl 25. juni 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Dronning Margrethe og Tysklands vicekansler, Robert Habeck, indvier FLUGT i Oksbøl 25. juni 2022. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Kronprinsparret er for længst blevet kørt i stilling til snart at skulle overtage hele butikken. Man kan allerede nu se tegn på, at et tronskifte er tæt på. Da Danmark forleden blev ramt af det tragiske skyderi i Fields', udsendte Kongehuset et rørende kommuniké, der slet og ret var underskrevet: 'Dronningen og Kronprinsparret'.

Det er således også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der taler på Kongehusets vegne i en sådan kondolence – og det er første gang nogensinde, det er sket.

Der er ingen tvivl om, at Kronprinsparrets udgave af Kongehuset er mere værdipolitisk baseret. Da Rusland invaderede Ukraine, udtalte Kronprinsen, at 'vores tanker er med det ukrainske folk'. Kronprinsparret har også meldt sig på banen som klimaforkæmpere – og Kronprinsen har meldt ud, at den grønne omstilling er hans primære fokusområde. Kronprinsessen vil bekæmpe mobning, og hun er oprigtigt optaget af LGBT+-sagen.

Alle disse emner stiller helt nye krav til Kronprinsparret, for pludselig er de mere udsatte for at fremstå dobbeltmoralske – og det er sket to gange det sidste halve år.

Kronprins Frederik og prins Christian samt overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) efter at have deltaget i mindehøjtidelighed for ofrene ved skyderiet i Field's i København tirsdag 5. juli 2022. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Kronprins Frederik og prins Christian samt overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen (S) efter at have deltaget i mindehøjtidelighed for ofrene ved skyderiet i Field's i København tirsdag 5. juli 2022. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Kronprinsessen blev heftigt kritiseret for at sige, at hun på den ene side arbejder for at bekæmpe mobning i Mary Fonden, samtidig med Danmarks fremtidige konge og hendes egen førstefødte søn, prins Christian, gik på Herlufsholm, der har store problemer med netop mobning, vold og overgreb.

Kritikken haglede også ned over Kongehuset, da ECCO som et af de eneste firmaer valgte at fortsætte deres forretning i Rusland og var udstyret med det fine prædikat 'kongelig hofleverandør', endda siden 1991. Befolkningen mente da også klart, at Kongehuset skulle smide skofirmaet på porten, viste en YouGov-undersøgelse for B.T.

Man endte som bekendt med at droppe både Herlufsholm og ECCO.

Det sidste er i den grad opsigtsvækkende, for ECCO har som bekendt ikke gjort noget ulovligt. Det er stadig lovligt for danske virksomheder at operere i Rusland, og når Kongehuset alligevel dropper ECCO, kommer de på en måde til at bedrive dansk udenrigspolitik.

(ARKIV) Kronprins Frederik, prins Vincent, prins Christian, kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine efter 10 km-løbet under Royal Run i København og på Frederiksberg, mandag 6. juni 2022. Prins Christian stopper på Herlufsholm, og prinsesse Isabella starter ikke i 9. klasse på skolen efter omfattende kritik. Det skriver Ritzau, søndag 26. juni 2022. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix).
(ARKIV) Kronprins Frederik, prins Vincent, prins Christian, kronprinsesse Mary, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine efter 10 km-løbet under Royal Run i København og på Frederiksberg, mandag 6. juni 2022. Prins Christian stopper på Herlufsholm, og prinsesse Isabella starter ikke i 9. klasse på skolen efter omfattende kritik. Det skriver Ritzau, søndag 26. juni 2022. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix). Foto: Philip Davali
Vis mere

Det har altid været afgørende at holde politik adskilt fra Kongehuset, men det kan bare ikke undgås i fremtiden. Derfor skal de nok også vænne sig til en mere defensiv kommunikationsstrategi. Med andre ord kommer de til at skulle slukke mange ildebrande fremover. Det er nyt for Kongehuset, der er vant til selv at sætte dagsordenen.

Vi så det for nylig, da Kronprinsparret var på erhvervsfremstød i Holland for at promovere danske interesser. DR, TV 2, B.T. og Billed-Bladet var med, og dækningen kom nærmest kun til at handle om Herlufsholm. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt for Kongehuset, for det gør det sværere for dem at udføre deres arbejde.

Men kunne man så ikke bare droppe det værdipolitiske kongehus og gå tilbage til dronning Margrethes sikre kurs uden slinger i valsen? Nej, for Kongehuset skal følge med tiden, og den er under forandring. Det ser vi også i Storbritannien, hvor hertuginde Kate og prins Williams mærkesager i høj grad minder om Kronprinsparrets.

Hvis Kronprinsparrets havde arkæologi og finkultur som deres fokusområder, ville mange unge mennesker simpelthen miste interessen for institutionen på den lange bane.

Kronprinsparret står i en damned if you do, damned if you don't-situation. Det klogeste er derfor at fortsætte den værdipolitiske linje – men samtidig indstille sig på, at der kommer flere kriser i fremtiden. Jobbet kommer simpelthen til at kræve mere af dem.

Men med den seneste beslutning om at smide ECCO på porten ser det ud til, at Kronprinsparret rent faktisk tør sætte handling bag deres ord.