Kongehusets medlemmer er hverken valgt eller ansat. Derfor giver det ikke nogen mening at stille krav til dem.
»Prins Henrik nægter at tale med pressen: Dropper hofbal og pligter – vælger ferie og travløb«. Sådan lød en overskrift i denne avis forleden, og også andre medier har været ude efter prins Henrik, efter han er gået på pension og har ladet fornøjelser vinde over forpligtelser.
Selvom jeg er republikaner, har jeg altid haft en svaghed for prins Henrik. Godt nok blev han aldrig konge, men han er kongen af integritet. Han siger, hvad han mener. Han ser ud, som han vil se ud. Han lever, som han vil leve. Han udgiver de digtsamlinger, som han vil udgive. Og han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte mene om det. Men mene noget, det gør de – undersåtterne.
Kritikken af prinsgemalen er til tider meget hård, ligesom man også har været efter grevinde Alexandra, da hun stod til at få en milliongevinst ud af sit salg af huset på Svanemøllevej. Og er det egentlig rimeligt, at prins Joachim og prinsesse Marie flyttede fra Møgeltønder? Bør Dronningen flyve til Nordjylland i helikopter og samtidig få sin egen Bentley til at tilbagelægge turen på landevejene, så hun kan blive kørt standsmæssigt til åbningen af Skagens Museum – det er da vist ikke et pænt CO2-regnskab, hun efterlader dér? Og hvorfor modtager kongehusets medlemmer den ene ekstravagante gave efter den anden fra erhvervslivet - noget, som i enhver anden henseende ville betegnes som klokkeklar bestikkelse?
Vi er efterhånden så vant til den rutinemæssige kritik af kongehusets medlemmer, at vi slet ikke tænker over, hvor meningsløst det er.
Men det er altså både meningsløst, formålsløst og perspektivløst. Vi har jo ikke nogen kontrakt med de kongelige. Vi har ikke været nede i en stemmeboks og sætte vores kryds ved dem. Vi har heller ikke ansat dem og udfærdiget en ansættelseskontrakt.
De er født til deres privilegier, eller også har de giftet sig til dem. Vi har de kongelige, vi nu engang har. De kan være gode eller mindre gode til deres job, men vi må leve med dem uanset hvad. Vi giver dem deres apanage uden modkrav. De kan ikke dømmes for lovovertrædelser. Så medmindre man vil afskaffe monarkiet, så giver kritikken ikke nogen mening. Og det er der trods alt ikke særlig mange, der vil.
Støtten til Kongehuset er overvældende. En af de nyeste meningsmålinger viste, at 83 procent af danskerne bakker op om vores monarki. Denne gang er det så prins Henrik, der er i skudlinjen, fordi han hellere vil til hestevæddeløb med vennerne end at deltage i Dronningens hofbal for kunst- og kultureliten.
Men hvad er forskellen egentlig? Begge dele giver stof til sladderbladene, og begge dele er en omgang staffage uden reel betydning. Lad dog prins Henrik være i fred.
Så længe vi vælger at opretholde vores dyre, irrationelle og principielt dybt antidemokratiske monarki, så længe må vi lade kongehusets medlemmer gøre, hvad der passer dem.
