Alexandras forældre har boet i næsten tre år hos deres tidligere svigersøn. Uden problemer, siger de.

Mange danskere spørger sig selv, hvordan i alverden det dog kan gå?

Her næsten tre år efter bruddet med Alexandra har prins Joachim stadig sine tidligere svigerforældre boende i portnerboligen i baghaven til Schackenborg Slot.

Og hvad vil det ende med, hvis prins Joachim en dag vælger at gifte sig med sin franske kæreste, Marie Cavallier? Forholdet mellem Joachim og Marie tegner her to år efter, at de mødtes, til at blive mere og mere seriøst.

Kan den mørke, franske skønhed finde sig i at have forældrene til Joachims tidligere hustru boende så tæt på, hvis hun en dag rykker ind på Schackenborg?

Foreløbig er forholdet mellem Joachim og hans tidligere svigerforældre, Christa og Richard Manley, både overraskende hjerteligt og totalt uden problemer.

- Joachim er meget sød mod os. Meget sød. Og vores forhold er helt uden problemer, siger Alexandras far, Richard Manley, da B.T. spørger, hvordan det er at bo samme sted som deres tidligere svigersøn. Christa Manley nikker ivrigt og bekræftende. Forholdet til Joachim er gnidningsløst.

Alexandra bor hos mor og far
Samtidig afslører Richard Manley, at Alexandra bor hos dem, når hun som i mandags var på Schackenborg for at deltage i Cirkus Arenas velgørenhedsforestilling til fordel for Børnecancerfonden. Her dukkede Alexandra op sammen med sin eksmand og de to prinser, Nikolai og Felix.

Richard Manley lider af hjerteproblemer og slås med dårligt bentøj. Bl.a. magtede han ikke at føre sin datter op til alteret, da hun 3. marts i år blev gift med filmmanden, Martin Jørgensen. Den ære fik prinserne Nikolai og Felix i stedet.

Glad i cirkus
Der har været gisnet om, at Richard Manley heller ikke magter at flytte nærmere på sin datter i København på grund af helbredet.

Men mandag aften var han tydeligt friskere og gladere end længe og kunne støttet af sin hustru uden besvær gå de par hundrede meter fra slottet til cirkuspladsen.

-Vi elsker Danmark. Specielt Sønderjylland, siger Richard Manley til B.T. som en slags forklaring på, at de stadig bor på Schackenborg hos Joachim.