Grevinde Alexandra slutter sig nu til de danskere, der hylder den danske nationalskjald, der søndag sov ind i en alder af 72 år.

Til sin bogreception mandag fortalte grevinde Alexandra, hvordan hun opfattede den kendte sanger, der havde fået konstateret prostatakræft, skriver Se og Hør.

»Han var et fantastisk stort ikon for Danmark. For mine venner, som er vokset op med Kim Larsen og har fået Kim Larsen ind i deres blod og ind i deres barndom, betyder han utrolig meget,« sagde grevinde Alexandra.

Alexandra afslørede samtidig, at hendes yndlingssang med Kim Larsen er 'De smukke unge mennesker'.

Her ses grevinde Alexandra til bogreceptionen på Designmuseum Danmark i København mandag 1. oktober 2018.
Her ses grevinde Alexandra til bogreceptionen på Designmuseum Danmark i København mandag 1. oktober 2018. Foto: Lars Møller
Vis mere

Hun ser Kim Larsen som en hyldest til ungdommen og til alle dem, der voksede op med ham.

Ordene faldt til bogreceptionen på grevinde Alexandras nye bog, 'Mit lykkelige land', der er hendes personlige fortælling om danskernes lykke.

Alexandra fortæller blandt andet, hvordan det var som 31-årig i 1995 at forlade sin tilværelse i en af verdens største byer, Hong Kong, for at slå sig ned i Sønderjylland for at blive en del af den royale familie.

Grevinde Alexandra var gift med prins Joachim fra 1995 til 2005, og parret fik børnene prins Nikolai, der i dag er 18 år, og prins Felix, som er 15 år.