Der er stor tilfredshed hos både prins Nikolais ’svigerfar’, erhvervsmanden Anders Thoustrup, samt hos hans mor, grevinde Alexandra, med, at prinsens valg af kæreste er faldet på den jævnaldrende, tidligere klassekammerat fra Herlufsholm Kostskole, Benedikte Thoustrup.

»Benedikte er en vidunderlig pige, som vi er glade for at kende,« udtaler grevinden, der for tiden er på ferie, gennem sin privatsekretær Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T.

Forholdet mellem prins Nikolai og Benedikte Thoustrup blev for nyligt offentligt kendt, men meget tyder på, at det ikke er helt nyt. De to teenagere har haft god tid til at lære hinanden at kende, da de begge begyndte i 1.B på den prestigefyldte kostskole tilbage i 2015.

Og forholdet er tilsyneladende så seriøst, at både Benedikte Thoustrup og prins Nikolai har præsenteret deres bedre halvdele for deres forældre.

Prins Nikolai sammen med kæresten Benedikte Thoustrup, som også lige er blevet student fra Herlufsholm Skole.
Prins Nikolai sammen med kæresten Benedikte Thoustrup, som også lige er blevet student fra Herlufsholm Skole. Foto: MEGA
Vis mere

Benedikte Thoustrups far Anders Thoustrup, der er tidligere formand for Sydbanks bestyrelse og har flere meritter i erhvervslivet, har til ugebladet Her & Nu fortalt, at han har mødt den unge prins. Og han har kun roser til overs for grevinde Alexandra og prins Joachims ældste søn:

»Han er gennemført sympatisk,« udtaler erhvervsmanden Anders til ugebladet.

Både grevinde Alexandra og prins Joachim har også mødt Benedikte Thoustrup, der blandt andet var med prins Nikolai, da prins Felix for et par uger siden havde sidste skoledag på Krebs skole. Her var både prins Joachim, prinsesse Marie samt grevinde Alexandra også til stede.

Ifølge Se og Hør ventede Benedikte Thoustrup også uden for eksamenslokalet den dag, da prins Nikolai fornylig skulle have sin studenterhue. Her blev hun også set tale med hans forældre.

Tidligere journalist og forfatter Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om kongehuset og deres forbindelser, peger på, at det er et fornuftigt og ikke overraskende valg, at prins Nikolai har forelsket sig i en pige fra Herlufsholm.

»Det er jo en kostskole, og der er en vis disciplin. Man lærer gode manérer, og det er ikke så løssluppent, som for eksempel på Øregaard Gymnasium, hvor kronprinsen slog sine folder,« siger han og peger på, at den sydsjællandske kostskole er kendt for at være populær hos adelen samt de pengestærke danskere.

»På Herlufsholm er de unge i gode hænder, de får en god studentereksamen og et godt afsæt for et professionelt liv. Og så er der den der krølle, at man kan møde sin kæreste der,« siger han og nævner, at sidstnævnte blandt andet skete for Danmarks næststørste jordbesidder, lensgreven Bendt Tido Wedell, der mødte sin kone på Herlufsholm.

Benedikte Thoustrups forældre tilhører ikke adelen, men Anders Thoustrup er kendt som en velhavende erhvervsmand. Det seneste regnskab for hans investeringsselskab Egevangen Invest Aps afslører en egenkapital på over 63 millioner kroner.

Selv om prins Nikolai og Benedikte Thoustrup øjensynligt er forelskede, så må de to turtelduer dog indstille sig på et liv hver for sig den næste tid.

Til august begynder prins Nikolai på den toårige uddannelse til officer af reserven på Hærens Sergentskole i Varde, m­­ens Benedikte Thoustrup rejser til Frankrig for at studere et semester på det franske eliteuniversitet Sorbonne.

Prins Nikolai har for nyligt i et interview med Euroman fortalt, at det var et ønske fra familien, at han skulle prøve kræfter med hæren, som der er tradition for i kongehuset, inden han skal videreuddanne sig. Blandt andre har både prins Joachim og kronprins Frederik gået på Hærens Sergentskole.

Benedikte Thoustrups valg af studie ærgrer dog næppe heller i Kongehuset. Både prins Henrik og dronning Margrethe har studeret ved Sorbonne. Prins Henrik læste jura og statskundskab på det franske universitet, mens dronning Margrethe læste statskundskab.

At prins Nikolais kæreste skal studere på det prestigefyldt universitet imponerer da også Søren Jakobsen, der kalder det ’et klogt valg’.

»At hun tager til Sorbonne kan godt pege på, at hun vil noget erhvervsmæssigt, for der er ikke så mange danskere, der taler fransk. Men det er også klogt, hvis hun fortsætter med de tætte forbindelser til Kongehuset, at hun lægger noget fransk kultur til sin viden. I Kongehuset er det stadig et vigtigt sprog, og familietraditionerne er der. Og det er Nikolai opdraget med«, siger han.