»Selvom offentligheden så absolut fortjener mediets beklagelser for dets farlige kommentarer, havde vi aldrig været i denne situation, hvis ikke det var, fordi The Sun fortsatte med at profitere på og udnytte had, vold og kvindehad.«

Hertuginde Meghan har umiddelbart intet tilovers for den undskyldning, som det britiske medie The Suns bringer i kølvandet på en omdiskuteret klumme fra en af landets profilerede værter.

I en klumme skrev Jeremy Clarkson, der nok er bedst kendt som vært for 'Top Gear', at han ikke kunne vente til den dag, »hvor hertuginde Meghan bliver tvunget til at gå nøgen gennem samtlige britiske gader, mens menneskemængder råber 'skam' og kaster ekskrementer efter hende«.

En klar henvisning til en scene i 'Game of Thrones', hvor Cersei Lannister går afklædt gennem Kings Landing, mens hun bliver udskammet af folkemasserne.

Jeremy Clarkson erkender, at han har jokket i spinaten.
Jeremy Clarkson erkender, at han har jokket i spinaten. Foto: Evan Agostini
Vis mere

Klummen, som blev bragt sidste weekend, vakte ikke kun vrede hos hertugparret, men også hos tusindvis af andre kritikere. Og snart havde The Sun et rekordhøjt antal klager rettet mod sig.

20.000 klager blev sendt til UK Independent Press Standards Organisation (Ipso), der fører tilsyn med de britiske aviser.

The Sun så ingen anden udvej end at slette klummen og erstatte den med en undskyldning.

»På The Sun fortryder vi publiceringen af denne klumme, og vi beklager dybt,« lyder det fra avisen, mens også klummeskribenten Jeremy Clarkson har undskyldt og beklaget »sin klodsede reference«.

Undskyldningen fra The Sun er dog ikke just faldet i god jord. Over for Sky News kalder en talskvinde for hertug Meghan undskyldningen for et pr-stunt.

»Det faktum, at The Sun ikke har kontaktet hertuginden for at undskylde, viser deres sande hensigt. Dette er ikke andet end et pr-stunt.«

»En oprigtig undskyldning ville komme til udtryk i en ændring i deres dækning og etiske standarder. Men vi sætter ikke næsen op efter det.«