De britiske prinser William og Harry glemte for en stund deres uenigheder, da de torsdag i fællesskab afslørede en statue af deres afdøde mor, prinsesse Diana.

Statuen blev afsløret på dagen, hvor Diana ville have fyldt 60 år.

Brødrene stod sammen og viste fælles front. Deres skrantende forhold har forud for begivenheden fået stor opmærksomhed. Og der var tvivl om, hvorvidt de begge ville deltage i afsløringen af statuen.

Statuen er rejst i Kensington Palace i London, hvor prinsesse Diana boede.

Prins William og prins Harry kunne sammen afsløre statuen af deres mor, prinsesse Diana. (Photo by Dominic Lipinski / POOL / AFP)
Prins William og prins Harry kunne sammen afsløre statuen af deres mor, prinsesse Diana. (Photo by Dominic Lipinski / POOL / AFP) Foto: DOMINIC LIPINSKI
Vis mere

'I dag, på hvad der ville have været vores mors 60-års fødselsdag, husker vi hendes kærlighed, styrke og karakter. Kvaliteter, som gjorde hende til et kraftværk for det gode rundt i verden og forandrede utallige liv til det bedre.'

'Hver dag ønsker vi, at hun stadig var med os. Og vores håb er, at denne statue vil blive set som et symbol på hendes liv og eftermæle,' udtaler brødrene i en erklæring.

Prinsesse Diana døde som 36-årig 1997 i en bilulykke i Paris, Frankrigs hovedstad, da hun forsøgte at slippe væk fra paparazzofotografer på motorcykler.

Dianas familie holdt torsdag en lille privat begivenhed, hvor de mindedes hende. Ud over William og Harry deltog Dianas bror Charles Spencer og hendes søstre, Sarah McCorquodalle og Jane Fellowes.

Den lille begivenhed fandt sted i Dianas yndlingshave.

William og Harry besluttede i 2017, at der skulle rejses en statue af deres mor ved Kensington Palace.

Nu bor William, hans kone, Kate, og parrets tre børn i Kensington Palace.

Genoplev B.T.s LIVE-blog herunder:

/ritzau/Reuters